Fader Thomas (Fabrizio Jovine) vælger at begå selvmord ved hængning i sin by Dunwich. Samtidig langt derfra er mediumet Mary Woodhouse (Catriona MacColl) i gang med en sceance, og hun ser dette selvmord.

I og med at en katolsk præst begår selvmord, som er en af de største synder, åbnes porten til helvede, og denne port skal lukkes inden Allehelgensdag, der er nært forestående, ellers vil alle døde vende tilbage til jordens overflade.

Journalisten Peter Bell (Christopher George) kommer på sporet af denne gode og mærkværdige historie og sætter kurs mod Dunwich.

Mere af handlingen skal ikke røbes, da det ellers vil gå ud over chokeffekterne, og dem er der nok af i Zombiernes by, også kendt som City of the Living Dead, hvorimod den originale italienske titel Paura nella città dei morti viventi er mindre kendt.

Der er masser af splat, blod, zombier, hjerneudboring, maddiker og opkastning af indvolde. Sidstnævnte scene er så kvalmende, at selv jeg, der er en barsk nyser, fik brækfornemmelser. Det hele er pakket ind i flotte optagelser og god lyd, hvilket gør Zombiernes By en sand nydelse at se.

Skuespillet er så som så – filmen bæres helt klart oppe af Fulcis sans for stemning og gru. Zombiernes By er nok mere ulækker end uhyggelig, men der er visse scener, hvor man som tilskuer sidder helt ude på kanten af sofaen og næsten ikke kan trække vejret i bar spænding.

Instruktøren Lucio Fulci er også kendt for andre zombie-film, blandt andre Rædslernes Hotel og Rædslernes Grønne Ø, men han har også lavet giallo-film som The New York Ripper samt gangster-filmen Napoli forbindelsen.

Jeg kan give min bedste anbefaling til Zombiernes By, hvis man kan tåle at se hjernemasser splattet ud over det hele, blod og andre uhyrligheder.