

Luderen
Liz (Theresa Russell) spankulerer rundt i et nyt distrikt på jagt efter kunder.
Hun har skiftet sine velkendte fliser ud med nye, da hun er skredet fra sin alfons,
Blake (Benjamin Mouton). Og han er i sagens natur på jagt efter Liz og "sine" penge.
Mens hun går rundt i sit stramtsiddende røde dress, fortæller hun sin historie.
En historie, der ganske banalt starter med en
forelskelse i Bill, som hun bliver gift med. Men han er uligevægtig og foretrækker flasken frem for hende.
Så hun
skrider fra ham, medbringende deres lille barn Chris. Herefter går det slag i slag ned ad bakke og hun bliver
prostitueret.
Liz fortæller også om sine
kunder, blandt andet gamle Charlie, der er en af hendes faste kunder. Han bor på
plejehjem, men det forhindrer ham ikke i at ringe til Liz, når han trænger til lidt
smæk.
Der er også plads til historier om
venskaber, veninder, håb og drømme. Alt sammen noget, der langsomt blegner og fader ud på
gaden.
De kedelige historier om
gruppevoldtægt, ubehagelige kunder og bedrøvelsen ved at overdrage sit barn til en
plejefamilie, fortælles også med dybde og
sørgelig indsigt.
Manuskriptet er baseret på virkelige historier fra
prostituerede, og det er ikke lutter lagkage og rosenrøde historier. Det er historier om et hårdt og
risikofyldt liv på gader og stræder.
Det er instruktøren
Ken Russell, der står bag
Whore. Han kendes også fra kult-klassikeren
China Blue, ligeledes om en prostitueret.
Theresa Russell (
Eureka,
The Grotesque) bærer hele filmen oppe. Man kan ikke lade være med at
sympatisere med hende og dog irriterer hun voldsomt - i hvert fald i mine øjne. Visse scener er
stupide og trækker ned.
Hvis man er træt af at gense den romantiske
Pretty Woman og gerne vil se lidt mere autentisk gadeliv, så er
Whore og
En luders dagbog ganske glimrende valg.