Luderen Liz (Theresa Russell) spankulerer rundt i et nyt distrikt på jagt efter kunder.

Hun har skiftet sine velkendte fliser ud med nye, da hun er skredet fra sin alfons, Blake (Benjamin Mouton). Og han er i sagens natur på jagt efter Liz og "sine" penge.

Mens hun går rundt i sit stramtsiddende røde dress, fortæller hun sin historie.

En historie, der ganske banalt starter med en forelskelse i Bill, som hun bliver gift med. Men han er uligevægtig og foretrækker flasken frem for hende.

Så hun skrider fra ham, medbringende deres lille barn Chris. Herefter går det slag i slag ned ad bakke og hun bliver prostitueret.

Liz fortæller også om sine kunder, blandt andet gamle Charlie, der er en af hendes faste kunder. Han bor på plejehjem, men det forhindrer ham ikke i at ringe til Liz, når han trænger til lidt smæk.

Der er også plads til historier om venskaber, veninder, håb og drømme. Alt sammen noget, der langsomt blegner og fader ud på gaden.

De kedelige historier om gruppevoldtægt, ubehagelige kunder og bedrøvelsen ved at overdrage sit barn til en plejefamilie, fortælles også med dybde og sørgelig indsigt.

Manuskriptet er baseret på virkelige historier fra prostituerede, og det er ikke lutter lagkage og rosenrøde historier. Det er historier om et hårdt og risikofyldt liv på gader og stræder.

Det er instruktøren Ken Russell, der står bag Whore. Han kendes også fra kult-klassikeren China Blue, ligeledes om en prostitueret.

Theresa Russell (Eureka, The Grotesque) bærer hele filmen oppe. Man kan ikke lade være med at sympatisere med hende og dog irriterer hun voldsomt - i hvert fald i mine øjne. Visse scener er stupide og trækker ned.

Hvis man er træt af at gense den romantiske Pretty Woman og gerne vil se lidt mere autentisk gadeliv, så er Whore og En luders dagbog ganske glimrende valg.