George (Jake Weber), hans kone, Kim (Patricia Clarkson), og deres lille dreng, Miles (Erik Per Sullivan), skal koble fra storbyens stress og jag, og har derfor lånt en hytte i et sneklædt bjerglandskab.

Turen derop forløber ikke helt efter planen. George kommer til at køre et rådyr ned. Hvilket ikke just huer den lille flok jægere, der har jagtet dyret i 18 timer. Nu må de aflive dyret, og det er ikke helt det samme som at have skudt den under jagten. Så de er sure og ikke særlig venligstemte overfor George og hans familie.

Familien er stadig dybt rystede over hændelsen, da de når op til hytten. Det er en chokerende oplevelse, dels at se et så stort dyr som et rådyr tage turen over køleren, dernæst at den bliver skudt foran øjnene på demm for efterfølgende at blive overfuset af en samling bredskuldrede vrede jægere. Men familien formår nogenlunde at ryste episoden af sig.

Den lille familie har god kvalitetstid sammen. De hygger sig og får slappet af ... men ifølge de gamle indianske myter hersker en ånd, der er vred. En ånd, der kan antage en hvilken som helst skikkelse. En ånd, der i dette tilfælde er halvt mand, halvt rensdyr - og det er en ånd, man absolut ikke skal spøge med. Åndens navn er Wendigo...

Jeg må indrømme, at da jeg først læste bag på coveret om en ånd, der var halvt mand/rensdyr, tænkte jeg mit. Nok mere et stønnende "åh nej, gud fader bevares". Men jeg må æde mine egne tanker og forudfattede mening om wendigo i mig.

Denne ånd er langt mere end denne mærkværdige beskrivelse, og Wendigo byder på ret så gode gys, mest i den psykologiske retning. Jeg blev meget positivt overrasket og ualmindelig godt underholdt undervejs.

Med meget få virkemidler formår instruktøren, Larry Fessenden, at fastholde spændingen og intensiteten i plottet. Dertil skal lægges gode skuespilpræstationer - ikke mindst fra knægten Erik Per Sullivan, der i den grad er medrivende i sin rolle.

Wendigo er en rigtig god gyser, som sagtens kan ses igen. Jeg tror faktisk, at den bliver endnu bedre ved et genkig.