Annie og Paul er flyttet til et gammelt hus i den søvnige, lille by Aylesbury. Huset har stået tomt i de sidste 30 år. Nok fordi det har en skummel fortid.

Huset blev bygget i 1859 og var familien Dagmars bedemandsforretning. Men onde rygter svirrede i byen om, at der ikke var rent mel i posen hos bedemanden, og til sidst blev familien fordrevet.

Men nu er Annie (Barbara Crampton) og Paul (Andrew Sensenig) flyttet ind. De prøver at komme sig over tabet af deres voksne søn, Bobby, der tragisk omkom i en bilulykke.

Annie begynder at føle, at Bobbys sjæl er fulgt med dem til det øde hus. Hun hører lyde og mærkelige episoder opstår. Hun inviterer derfor deres gode venner, Jacob og May, da de har psykiske kræfter og muligvis kan af- eller bekræfte Annies fornemmelser.

Desuden har hun inviteret Jacob og Mays søn, Harry, der var Bobbys bedste ven. Hun håber, at hans tilstedeværelse måske vil lokke Bobbys sjæl frem.

Harry og hans kæreste Dana kører for sig selv, så planen er, at de allesammen mødes i Paul og Annies hus. Jacob og May ankommer først, og hun kan straks fornemme, at der er noget i huset. Og nødvendigvis ikke noget godt ...

We Are Still Here er en klassisk gyser, der er meget stramt skruet sammen. Historien hænger godt sammen, iblandet lidt spøgelser og uhygge.

Selve billedsiden er helt i top. Smuk, dyster og med en snert af uhygge.

Men det er også mesteren Karim Hussein, der har stået for den del. Han er en yderst kompetent herre, og kender man ikke hans stil, så kan man jo se disse fantastiske film: Subconscious Cruelty, The Beautiful Beast og Antiviral.

Selve skuespillet er fint og også kontrolleret. We Are Still Here er en fin og underholdende gyser, der sagtens kan ses igen. Det er ikke sidste gang, jeg vil fornøje mig med We Are Still Here