For otte år siden blev verdenen ramt af en frygtelig virus, så menneskeheden nu er delt op i tre grupper: Almindelige dødelige, de udøde (eller zombier) og dødninge.

De udøde og dødningene lever sammen. Når en udød mister alt håb, bliver de til et levende skelet, der blot har en eneste tanke i kraniet: At æde mennesker.

De udøde har dog en form for liv. De stavrer afsted bag indhegningen. De grynter sammen. En gang imellem kan det dog lyde som en hel samtale.

Men det er en uholdbar situation. Det er alles kamp mod alle. Dødningene jagter de udøde, og de udøde jagter de dødelige. De dødelige jagter begge parter. Og alle gør deres for at overleve.

De dødelige forsøger at finde en kur eller i det mindste udrydde de udøde og dødningene. Derfor går en lille gruppe dødelige ind på de udødes territorium - en forladt lufthavn.

Gruppen består blandt andre af Perry og hans kæreste Julie (Teresa Palmer). Men gruppen bliver angrebet, og Perry bliver spist. Det er en ung zombiefyr, der smæsker sig i det allerlækreste, der findes: Hjernen.

Når de spiser et menneskes hjerne, får de ofrets erindringer, tanker og følelser. Dette sker også for den unge zombiefyr, og han overtager Perrys følelsesregister og minder. Derfor bliver det kærlighed ved første blik, da han ser Julie.

Han redder hende og bringer hende tilbage til sit hjem, en forladt flyvemaskine. Her hygger han sig med at høre gamle vinylplader og lade op til næste jagt efter menneskeblod og kød.

Men han er forelsket i Julie, og langsomt får de opbygget varme følelser for hinanden. De beslutter sig for at undersøge, om de ikke kan ekshumere - altså at gøre de udøde levende, og bagefter slå dødningene ihjel. De er alligevel udenfor rækkevidde til at blive menneskeliggjorte igen.

Det bliver en farefuld færd tilbage til Julies hjem og far, der står i spidsen for udryddelsen af de udøde og dødningene.

Warm Bodies er en romantisk zombie komedie, og allerede der, var jeg næsten stået af. Men hele historien, som er fortalt af den unge zombiefyr, fremragende spillet af Nicholas Hoult, er en fantastisk humoristisk og sammenhængende historie.

Det er den sorte humor, der er fremherskende i Warm Bodies. Som skrevet har jeg lidt svært ved ordene "romantisk" og "komedie". Især i samme sætning. Når der så ydermere bliver klasket "zombie" imellem, gruer jeg.

Men hold da op. Jeg blev underholdt på fornemmeste vis. Effekterne er ekstremt gode. Især dødningenes. Det er godt håndværk fra speciel effects crewet.

Soundtracket er perfekt valgt. Blandt andet: Sitting in Limbo, The Bad in Each Other og Hungry Heart med Bruce Springsteen. Det er for øvrigt også første gang, jeg ser en zombie danse!

Skuespillet er i top. Jeg skreg af grin, da Teresa Palmer i rollen som Julie skulle forsøge at bevæge sig som en zombie. Og det samme skete, da Nicholas Hoult, som zombiefyren med det begrænsede ordforråd, skulle foregive at være en dødelig.

Jeg kan kun sige, at jeg i høj grad muntrede mig med Warm Bodies, og også vil se den igen. Men det store spørgsmål er: Kan kærligheden virkelig overvinde alt?