

En familiefar tager sin
teenagedatter (Jenny Agutter) og sin lille
søn (Luc Roeg) med ud i den australske
outback på en picnictur.
Men faderen har helt andre planer end en hyggelig frokost i den barske natur. Pludselig skyder han efter sine børn. De gemmer sig bag nogle klippestykker, og faderen begår
selvmord.
De to børn er nu overladt til sig selv. På deres vej gennem vildnisset møder de en ung
aborigine (David Gulpilil), der er ved at gennemgå sin
walkabout – et ritual, hvor han skal klare sig selv og udvikle sig fra dreng til mand.
Trods sprogproblemer og kulturforskelle opstår et
venskab på vej ud af outback og hjem til civilisationen.
Walkabout er en
stille film uden den store dialog. Men det er til gengæld en film, man ikke lige lægger bag sig.
Walkabout byder foruden dramaet på smukke natur- og dyreoptagelser fra den australske udørk.
Fokus lægges på børnenes
overlevelsesevner samt dét at
samarbejde med en for dem ukendt kultur i form af mødet med den oprindelige australske indfødte, hvis traditioner og ritualer ligger milevidt fra deres civiliserede og pæne opdragelse.
Dette formår instruktøren
Nicolas Roeg at skildre på en smuk og yderst overbevisende måde. Alene det, at han ikke har givet sine personer nogle navne, giver filmen
styrke og
karakter.
Drengen spilles forøvrigt af instruktørens søn
Luc Roeg, og samspillet mellem ham og
David Gulpilil samt
Jenny Agutter er fremragende.
Walkabout blev nomineret til De Gyldne Palmer i Cannes, hvor det var Joseph Loseys The Go-Between, der løb med den eftertragede pris.
Jeg kan varmt anbefale
Walkabout, men man skal ikke sætte næsen op efter storstilet action og drama, men derimod stille og rolig eftertænksomhed.