En familiefar tager sin teenagedatter (Jenny Agutter) og sin lille søn (Luc Roeg) med ud i den australske outback på en picnictur.

Men faderen har helt andre planer end en hyggelig frokost i den barske natur. Pludselig skyder han efter sine børn. De gemmer sig bag nogle klippestykker, og faderen begår selvmord.

De to børn er nu overladt til sig selv. På deres vej gennem vildnisset møder de en ung aborigine (David Gulpilil), der er ved at gennemgå sin walkabout – et ritual, hvor han skal klare sig selv og udvikle sig fra dreng til mand.

Trods sprogproblemer og kulturforskelle opstår et venskab på vej ud af outback og hjem til civilisationen.

Walkabout er en stille film uden den store dialog. Men det er til gengæld en film, man ikke lige lægger bag sig. Walkabout byder foruden dramaet på smukke natur- og dyreoptagelser fra den australske udørk.

Fokus lægges på børnenes overlevelsesevner samt dét at samarbejde med en for dem ukendt kultur i form af mødet med den oprindelige australske indfødte, hvis traditioner og ritualer ligger milevidt fra deres civiliserede og pæne opdragelse.

Dette formår instruktøren Nicolas Roeg at skildre på en smuk og yderst overbevisende måde. Alene det, at han ikke har givet sine personer nogle navne, giver filmen styrke og karakter.

Drengen spilles forøvrigt af instruktørens søn Luc Roeg, og samspillet mellem ham og David Gulpilil samt Jenny Agutter er fremragende.

Walkabout blev nomineret til De Gyldne Palmer i Cannes, hvor det var Joseph Loseys The Go-Between, der løb med den eftertragede pris.

Jeg kan varmt anbefale Walkabout, men man skal ikke sætte næsen op efter storstilet action og drama, men derimod stille og rolig eftertænksomhed.