
Per (Lars Mikkelsen) er en mavesur halvgammel mand.
Sur som en i helvede, og skælder og smælder på alt og alle i den ejendom, hvor han er
vicevært.
Men han har det heller ikke nemt.
Konen er rendt, hans
ryg gør knuder og sønnen er lige løsladt fra
fængslet. Men en dag ændres Pers tilværelse betragteligt.
I en tom
lejlighed finder han en nøgen, ung
kvinde (Julie Zangenberg). Som bare ligger dér på parketgulvet og gør sig til.
Hun
siger intet, men ser dårende dejlig ud og har intet imod at Per hopper på hende. Pludselig er hans
rygsmerter væk og han begynder at se lysere på tilværelsen.
Han betror sin gode ven,
Viborg (Nicolaj Kopernikus), hvordan han er blevet
helbredt. Og snart er Viborg også kureret for sit dårlige
knæ.
Snart kommer der en lind strøm af
mænd, der gerne vil helbredes for alverdens
skavanker. Men Per har fået følelser og dermed ejerfornemmelser for den levende
lolitadukke.
Viceværten er skrevet af Kim Fupz Aakeson, der ellers plejer at levere fantastiske manuskripter. Blandt andet har han stået bag
En Soap,
Rene hjerter og
Prag. Men med
Viceværten skuffer han mig fælt.
Jeg fandt hele historien
dum og egentlig direkte frastødende, så jeg vil helst undlade at
kommentere på handlingen. De tre klaptræer går til skuespillet og instruktøren
Katrine Wiedemann, der trods det halvdårlige manuskript alligevel har formået at stykke en
film sammen.
Lars Mikkelsen, som den mavesure, midaldrende mand, er fantastisk i sin forvandling til en mand med
følelser. Det er rart at se Lars Mikkelsen i den slags roller, frem for de sædvanlige, alvorlige karakterer, han normalt spiller til bravour.
Nicolaj Kopernikus er genial som vennen Viborg. Han er da også nomineret til en
Robert for bedste mandlige birolle for sin indsats i
Viceværten.
I det store hele fungerer
skuespillerne godt sammen. Dog ikke særlig imponerende eller prangende. Men de
fungerer. Det er dog
Lars Mikkelsen, der trækker det store læs.
Jeg har set
Viceværten to gange nu. Da jeg ville lade
tvivlen komme filmen til gode. Det kunne jo godt tænkes, at det var mig, der var en
mavesur, halvgammel kone lige den aften. Men min oplevelse af
Viceværten var ligedan anden gang, dagen efter.
Viceværten er ikke en film, der vil sætte de store spor - i hvert fald ikke hos mig. Desværre. Jeg blev
skuffet, for jeg havde forventet mig meget mere af hele crewet.