

"Ansigt til ansigt med friheden, følte vi os fortabte, tomme, hentærede og uegnede til den nyfundne frihed".
Dette er ordene fra fange nummer 174517, da de allierede og den Røde Hær befrier koncentrationslejren
Auschwitz den 26. januar 1945.
Fange nummer 174517 alias den italienske jøde
Primo Levi (John Turtorro) og alle hans medfanger bliver befriede, og skal nu påbegynde den lange vej hjem fra Polen til deres respektive lande.
Rejsen går først via Katowice Rehabiliteringslejr til
Krakow, men grundet den ødelagte infrastruktur, hvor stort set alle jernbaner er blevet smadret under krigen, er det en besværlig hjemrejse. Fra Krakow går det til
Odessa og siden
Minsk, før de kan sætte næserne mod
Italien.
Hele rejsen tager et års tid og byder på mange strabadser men også mange glæder. Primo møder mange skæbner undervejs, men især knytter han sig til grækeren
Mordo Naum (Rade Serbedzijia), og de to opnår et mærkværdigt venskab.
Truce (La Tregua) er en forbandet smuk film, som rammer dybt og inderligt. Filmen er baseret på den sande historie om kemikeren og forfatteren Primo Levis lange march hjem til Torino i Italien.
John Turtorro i rollen som Primo Levi er så rørende og blændende godt spillet. Man kan simpelthen ikke lade være med at leve sig ind i hans oplevelser. Men alle skuespillere yder deres bedste og virker utrolig troværdige.
Billede og lyd er i top. Musikken passer som fod i hose - ja, alt er perfekt.
Truce vandt fem internationale priser og blev yderligere nomineret til tre, blandt andet til De Gyldne Palmer.
Truce er en af de smukkeste efterkrigsdramaer, jeg længe har set, og trods den alvorlige historie, rummer den glæde, håb, latter og humor. Historien er
rørende og
skræmmende på én og samme tid.
Hvis man bliver mere interesseret i mennesket
Primo Levi, kan jeg anbefale hans bog fra 1947 med titlen
Hvis dette er et menneske, hvor han råt for usødet beskriver nedbrydningen af mennesker i koncentrationslejre.
Truce er et
usentimentalt drama, der skildrer livet for tusindvis af jøder, politiske fanger og andre, der var skæbneforbundne i de umenneskelige koncentrationslejre efter de blev befriede og fik deres frihed tilbage. En frihed som var svær at kapere og forholde sig til.
Jeg kan kun sige en ting: Se
Truce. Den er
gribende.