Woody, Molly, Jerry, Eileen og Becky er fem glade, unge mennesker, der er på jagt efter lidt sjov og ballade.

De kører i to biler ud i det blå, og Woodys bil punkterer. Desværre har han ikke noget reservedæk, så han beslutter sig for at traske til nærmeste benzinstation.

I mellemtiden samles Woodys kæreste op af de andre, og de fortsætter videre. Jerry, som nu er ene hane i kurven med tre høns, får også problemer med sin bil.

Men heldigvis er de ikke helt ude i ødemarken. De er i nærheden af Slausens Lost Oasis - et nedlagt museum, og indehaveren, Mr. Slausen, vil meget gerne hjælpe de unge mennesker.

Ikke langt fra museet ligger et stort skrummel af et hus, og Mr. Slausen fraråder de unge mennesker dels at gå ud fra museet efter mørkets frembrud og dels at komme i nærheden af det store hus.

Woody har allerede mødt sin skæbne på benzinstationen, og nu venter de fire andre blot på, at deres skæbner indhenter dem, for naturligvis drager det mystiske hus ...

Tourist Trap er fra 1979, og det ses tydeligt. Men det gør ikke noget, det gør den blot nærmest hyggelig. Man ved på forhånd, hvad der vil ske og med hvem, selv hullerne i plottet er nemme selv at fylde ud.

Skuespillet er ikke dårligt, men bestemt heller ikke fremragende. Det er lige før man fristes til at sige, at de uhyggelige mannequindukker, der lever deres egne liv, leverer bedre skuespil.

Tourist Trap har heldigvis en masse dejlig kulsort humor, for der er ikke megen skrækeffekt over selve filmen. Dertil er vi alt for forvænte og forkælede i dag, men set med 1979 øjne, er det ganske godt lavet af en lavbudget skrækfilm.

Elementerne er der, selvom der ikke er meget blod og splat. Derimod kører den meget på det visuelle plan. Filmen kendes også under den danske titel Dødens Mannequiner fra 80'erne.

Er man til gyser/horrorfilm - også de gamle fra 70'erne og 80'erne, er Tourist Trap et must i samlingen. Selvom der ikke er så meget gys i den, er den om ikke andet yderst humoristisk.