Tony Benson - en undseelig eksistens i midten af trediverne, nærmest en undskyldning for sig selv. Han bor i et af Londons fattige og nedslidte arbejderkvarterer.

Han har aldrig haft et arbejde. I hvert fald ikke i de sidste tyve år. Hvilket han er tilfreds med. Han lever sit stille og rolige liv for sig selv og lader andre om arbejde, stress og livets andre komplikationer.

Han er godt tilfreds med at bruge tiden på at se actionfilm på videoen og ellers bare tulle rundt på gader og stræder. Stille beskuende livet.

Hans sociale færdigheder er ikke de bedste, og selv om han forsøger at skabe kontakt til sine medmennesker, lykkes det ikke helt. Han er ikke en del af deres virkelighed og de forstår slet ikke ham.

En dag kommer han i kontakt med to heroinmisbrugere, Smudger og Mackey, som han inviterer med til sit minimalistiske hjem. Her viser Tony en side af sig selv, som står i skærende kontrast til hans fremtoning.

Tony er en meget stille film, der blander socialrealisme, humor og mord sammen til en nærmest helstøbt enhed. Som tilskuer får man rent faktisk sympati for denne enspænder, der har det godt, som han har det. Tilsyneladende.

Han trives i sit eget selskab og han slår jo ikke ihjel for fornøjelsens skyld, men egentlig kun når folk overskrider hans grænser og sociale kompentancer.

Han vil gerne have venner, ingen tvivl om det. Han kender bare ikke tilværelsens spilleregler og har helt sine egne normer og regler.

Tony forstår simpelthen ikke nogle af de mest banale ting i livet. Hvorfor for eksempel arbejde, når det går fint uden, og hvorfor betale tv-licens, når fjernsynet kun bruges til at se videofilm på?

Peter Ferdinando yder en toppræstation som Tony. Han lægger virkelig sjæl og styrke i sin karakter, så man vitterlig tror på ham og føler hans frustrationer, når virkeligheden trænger sig lidt for meget på.

Tony Benson er en af den slags personer, man måske har mødt eller set. Måske ikke lagt mærke til, men registreret et eller andet sted i periferien.

En sølle, ubetydelig mand, stille slentrende rundt - ganske tilforladeligt og ikke en, man behøver at frygte eller være nervøs for. Dette skildrer Peter Ferdinando så eminent, at det femte klaptræ går udelukkende for hans præstation.

Det er Gerard Johnsons debut som instruktør, og det virker meget lovende for fremtidige produktioner fra hans hånd. Han giver ingen svar på hvorfor, Tony er, som han er, men stiller derimod mange spørgsmål og lader disse være åbne.

Jeg sad da også tilbage med et hav af ubesvarede spørgsmål, som pirrede min nysgerrighed. Jeg ville så gerne have mere at vide om Tony, om de personer han stødte på sin vej. For nogen må da for pokker have savnet dem? Eller have fundet de parterede ligdele i Londons kanaler og undret sig?

Det er lidt synd, at Tony kun varer 70 minutter. Den kunne sagtens bære at være lidt længere og eventuelt gå lidt mere i dybden i persongalleriet og især Tony.

Det er svært at sætte den rigtige etiket på genren. Tony er ikke horror i gængs forstand, alligevel er der for meget horror til at den er et drama, og for meget drama til at være sort komedie. Men hvorom alting er, er Tony en helt speciel film og absolut i særklasse.