Politikommisær Richard Kemp (Jean-Hugues Anglade) plages stadig af, at han 20 år tidligere ikke fik standset en frygtet seriemorder med øgenavnet Trommehindesprængeren. Men nu lader det til, at seriemorderen er på banen igen.

Et kvindelig er blevet fundet og alt tyder på, at det er Trommehindesprængerens værk. Det eneste vidne, der er, er psykologen Hélène Bastitelli (Mélanie Thierry), som fandt liget under en løbetur.

På mærkværdig vis kommer Richard Kemp tilbage i tiden. Faktisk tilbage til tirsdag den 30. maj 1989, hvor seriemorderen påbegyndte sine drab. Nu er det op til Kemp at ændre historiens gang og redde ofrenes liv.

Men er det muligt og klogt at ændre historien? Og i givet fald, hvad vil der ske med fremtiden?

Jeg må ærligt indrømme, at jeg havde meget svært ved Tid til mord (L'autre vie de Richard Kemp), for jeg forstod den ikke helt. Jeg måtte starte forfra et par gange og har yderligere set den en gang mere. Med samme resultat: Jeg forstår den simpelthen ikke.

Alligevel fascinerer Tid til mord mig. Dels grundet paradokset med at ændre fortiden for at sikre fremtiden. Dels det interessante ved at se en mand (Kemp) gå i sine egne fodspor og rette op på nogle småting i sit eget liv undervejs.

Som den plagede kommisær Kemp ses en fantastisk Jean-Hugues Anglade, der også kendes fra film som Nikita og Betty Blue. Han er en meget karismatisk skuespiller og altid en nydelse at se.

Men det er Mélanie Thierry i rollen som psykologen Hélène, der trækker læsset. Hun giver sin karakter styrke og troværdighed. Hun kendes fra blandt andet Babylon A.D.

Men bortset fra, at jeg ikke fattede ret meget af Tid til mord, holdt den delvist spændingen og er da absolut værd at se. Hvis man vel at mærke holder af komplekse, franske film. Og kan holde tungen lige i munden.