
Albert Wilmarth (Matt Foyer) er universitetsprofessor har gennem nogen tid haft brevkontakt med en landmand i USA's New England-område. Landmanden hævder at være plaget af store,
insektlignende væsener.
Som den videnskabsmand, han er, tror Wilmarth ikke på historierne. Men da landmandens søn en dag dukker op med
fotos, der beviser landmandens påstande, vækker det professorens
nysgerrighed.
Ikke mindst, da landmandens beskrivelser er magen til beskrivelser i et gammelt
manuskript. Tilmed fra det
samme område, som landmanden befinder sig i.
Endnu et brev fra landmanden gør blot det hele endnu mere
mystisk. Så Wilmarth beslutter sig for at
undersøge sagen nærmere - på stedet for hændelser.
Det viser sig dog hurtigt, at Wilmarth har
gabt over langt mere, end han i sine vildeste
fantasier havde forestillet sig ...
The Whisperer in Darkness er baseret på en gyserhistorie af samme navn fra 1930. Forfatteren,
H.P. Lovecraft, var amerikaner og hans historier rummede altid elementer af såvel
horror som science fiction. Begge dele karakteriserer da netop også filmen.
Jeg har godt nok ikke læst den oprindelige historie, men må ærligt indrømme, at
The Whisperer in Darkness ikke rykker det store hos mig. Men nu har jeg heller aldrig været den helt store tilhænger af
sort/hvid film og det er filmen fra start til slut.
Ej heller har film, hvor det skriger til himlen at speciel effects er lavet med
snoretræk og så videre, nogensinde kunnet få mig til at klappe i begejstring. I stedet mister jeg normalt hurtigt
interessen.
Det sagt, så scorer filmen rigtig mange point i karakterbogen for at være
gennemført fra A til Z. Man føler sig vitterlig hensat til fordums tv-monopol dage, hvor gamle sort/hvid film oftest var, hvad DR spiste sine
licensbetalere af med i bedste sendetid.
Skuespillerne bidrager også rigtig godt til at fastholde illusionen om at være havnet i en
tidslomme. Ikke kun er beklædningen tidstypisk, men skuespillerne formår også at
agere som man husker det fordums sort/hvid klassikere.
Historien er som sådan også helt ok, selv om den næppe vil
skræmme livet af nogen som helst i dag. Sammenlignet med moderne gyserfilm er
The Whisperer in Darkness nærmest ren søndagsskoleunderholdning.
Men er man til klassiske gyserfortællinger og trænger til en omgang
visuel nostalgi, så er
The Whisperer in Darkness absolut et rigtig godt bud. For ud fra de præmisser består filmen til fulde.