

13-årige
Gunther (Kenneth Vanbaeden) vokser op i den lille belgiske flække Reetveerdegem. Et hul af en by, hvor mændene en gang om året barberer benene, iklæder sig dametøj med tilhørende parykker og hengiver sig til sanseløst druk i tre stive dage. Så er bykulturen ligesom nænsomt beskrevet.
Gunther bor hos sin far, det alkoholiserede postbud
Celle (Koen De Graeve), den 8 år ældre morbror
Petrol (Wouter Hendrickx), morbror
Breejen (Johan Heldenbergh), der er gambler uden stor succes, og morbror
Koen (Bert Haelvoet), der med sit melankolske udseende scorer enhver kvinde med puls og dermed har en økonomi, som knuses af mange børnebidrag.
Da alle brødrene har
vanskeligheder i livet, er de flyttet tilbage til mor (Gilda De Bal), hvis hjerte er større end hendes pension. Tilsammen udgør de allesammen familien
Strobbe. Og de er stolte af at være Strobbe.
I denne lille, brogede familie forsøger Gunther at
overleve som barn. Han er en af dem, de andre ikke må lege med - grundet familiens genvordigheder og besværligheder med druk, spil og kvinder. Og Gunther er selv på vej til at blive et fuldendt fragment af sin
sociale arv ...
At kalde
The Misfortunates (De helaasheid der dingen) for en komedie er synd. Det er socialrealisme, så det drypper fra de belgiske pomfritter og ølskum i skægget.
Det er den nu voksne
Gunther (Valentijn Dhaenens), der 27 år senere fortæller sin
historie, mens han selv sidder i suppedasen med et resultat af et knald, samtidig med at han forsøger at leve sine drømme ud som forfatter.
The Misfortunates er en bittersød familiesaga, om en tja ...
taberfamilie, der trods modgang altid står sammen. Uanset hvad. De forsøger at få alting til at fungere efter bedste beskub og sammenholdet er
misundelsesværdigt stærkt.
Der er mange dels
sjove, dels hjertegribende episoder, som blot bliver leveret råt for usødet.
Man kan ikke undgå at få en lille klump i halsen, når far Celle frivilligt lader sig indlægge på
psykiatrisk til afvænning, eller når bedstemor stikker en løgn om at det er hende, der har tilkaldt
børneforsorgen - blot for at redde Gunther fra faderens vrede og
knytnæver.
Man kan heller ikke lade være med at trække på smilebåndet over de fantasifulde
nøgencykelløb, druk-Tour de France eller VM i
øldrikning. Dette gengives usentimentalt og med en realisme, der rammer.
The Misfortunates er en absolut seværdig og
hjertevarm film, om en familie, omverdenen måske vil betegne som
tabere, men som står sammen i tykt og tyndt - lige til den sidste
bøvs og
drikkevise.