Ami Hyûga (Minase Yashiro) er en ganske almindelig teenager. Næsten. Hendes forældre har begået det traditionelle selvmord efter mordanklager, og hun er nu ansvarlig for sin lillebror, Yu (Ryôsuke Kawamura).

Yu og hans kammerat Takeshi bliver stærkt mobbet og udsat for afpresning af en bande under ledelse af Sho Kimura (Nobuhiro Nishihara), der er søn af en yakuza-boss.

Yu og Takeshi bliver brutalt myrdet af banden, og Ami sværger hævn over banden. Selvom hun er imod vold, er hun ganske ferm udi kampkunsten og stikker ikke op for bollemælk.

Desværre overvurderer hun sine evner og bliver fanget af yakuza-bossen. Her bliver hun voldsomt torteret, men formår dog at undslippe med næsten alle sine lemmer i behold, på nær venstre arm.

Hun søger tilflugt hos Takeshis forældre, Miki (Asami) og Suguru (Yûya Ishikawa), der trods deres modvilje mod hende forbarmer sig og forbinder hendes sår.

Suguru er en glimrende mekaniker, og han udvikler et maskingevær, der skal fungere som protese for Amis manglende arm. Hævnens time er nær ...

The Machine Girl (Kataude mashin gâru) er underholdning på et meget meget højt plan. Ikke forstået på den kunstneriske måde. Slet ikke. Men på den hylende, grinagtige måde. Den er så langt ude på yderste overdrev, at den kan ikke komme længere ud uden at blive total plat.

Hele handlingen foregår i et tempo, der kan tage pusten fra enhver. Og der mangler bestemt ikke splat i form at afhuggede lemmer, sprøjtende blod i alle retninger og bizarre aflivningsmetoder.

Det er kvinderne i The Machine Girl, der fremstilles som superhelte og mændene som nogle værre skvat, der gemmer sig bag kvindernes skørter. På trods af at historien er en anelse langt ude, hænger den fint sammen og giver en udmærket mening. Endda mere end i Tokyo Gore Police.

Begreber som hovedet på sømmet, skåret godt for tungebåndet, fingermad og falde til patten får helt andre betydninger i dette forrygende, morsomme splatterdrama om hævn, hævn og atter hævn. Det er morsomt, men kræver nok, at man er til denne type film og har en god portion humoristisk sans.

Her er gumpetunge ninjaer, der dårligt nok kan slå en baglæns saltomortale. En gruppe sørgende efterladte, der danner hævngruppen Supersørgebanden, alternative våben og opfindsomme måder at dø på. Det hele er med og kalder smilet frem gang på gang.

The Machine Girl er absolut i topklasse i denne genre og absolut værd at se.