Vi befinder os i Frankrig i starten af 1980'erne. To mænd bærer en container med giftigt kemikalieaffald ned i et underjordisk depot og udnytter lejligheden til at bryde ind i en krypt ved siden af for at stjæle gravsmykkerne fra de afdøde ejere af et nærliggende slot.

Mens de er ved at åbne den anden kiste – indeholdende liget af slotsherrens unge datter, Catherine Valmont (Françoise Blanchard) – slår et lille jordskælv lækage i containeren, og snart er rummet fyldt med dødbringende dampe.

Hvad der får mændene til at miste bevidstheden viser sig at have den stik modsatte effekt på Cathrine, der vågner fra sin tornrose-søvn og gør kort proces med mændene, så blodet flyder – hun er vampyr og ganske tørstig efter flere år i kisten.

Cathrines tørst overgås dog af hendes hjemve og hun begiver sig hurtigt tilbage til det nu forladte slot. På hjemvejen bliver hun spottet af en amerikansk turist, som skynder sig at tage et billede af den mystiske pige. I huset venter der mere mad i form af en ejendomsmægler og hendes kæreste, som fejlagtigt troede at de havde sneget sig ind på et sikkert sted til en omgang lagengymnastik.

I byen tæt på slottet bor Cathrines gamle veninde Hélène (Marina Pierro), og hun er så henrykt over Cathrines genoplivelse at det ikke kræver den store overvindelse for hende at skaffe "mad" til barndomsveninden. Som den ikke helt typiske vampyr er det nemlig Cathrine selv, der begynder at væmmes ved sine blodige vaner!

Jeg vil overlade det til den - på nuværende tidspunkt forhåbentlig til bristepunktet spændte - læser at se, om vores heltindes menneskelige sider eller de vampyriske tørster vinder overhånd i kampen, der raser i hendes indre ...

Skulle læseren derimod være mindre spændt på slutningen - og måske endda have fornemmet en smule ironi i ovenstående - ja, så skyldes det desværre, at undertegnede er mindre end decideret henrykt over dette klenodie fra Jean Rollin og hele (manglen på) den medrivende historie hun omgærdes af.

En vampyr, som i modsætning til de bedst kendte artsfæller er ung, køn, kvindelig og ikke mindst i tvivl om retfærdigheden i at stille sin egen blodtørst - den idé kunne være blevet overført til en succesfuld film, men tilintetgøres desværre i alt for høj grad af de andre karakterers ekstremt overdrevne stereotypisme og en historie uden hverken en tilfredsstillende begyndelse eller slutning, for ikke at tale om det der ligger imellem.

Adskillige entydige tegn er ikke nok for Helene at indse, at hendes barndomsveninde ikke længere har meget tilfælles med den Cathrine hun kendte, og den amerikanske turists nysgerrighed har tilsyneladende ingen grænser.

Det er ærgerligt at en tynd historie får tilskueren til at fokusere mere på de involverede skuespilleres kunnen, for her præsterer The Living Dead Girl lige lidt. Til tider virker deres indlevelse i rollerne overdrevet grænsende til det latterlige, til andre lige så overbevisende som blodet, der til forveksling ligner indholdet af en flaske Heinz.

Filmens alder ses dog også tydeligt i de andre farver, der virker restaureret, og det er ikke en fornøjelse at se på. Det samme må siges om skivens menu, som virker hurtigt sammenklasket - til gengæld blev der så tid til at tilføje en håndfuld trailere, når skiven nu ikke kunne fyldes op med ekstramaterialer alligevel.