En navnløs og næsten tavs mand (Isaach De Bakolé) er på en mission i Spanien.

Tilsyneladende er han ude i en kriminel handling. Han mødes med gådefulde kontaktpersoner. Tændstiksæsker bytter ejere. Kryptiske beskeder udveksles.

Nationalmuseet i Madrid frekventeres og bestemte kunstværker studeres. Den gådefulde, enlige ulv drager videre. Han mødes stadig med ukendte og ligeledes navnløse personer med hver deres interesser.

Målet skal nås. Missionen skal fuldføres. Og alt imens cirkler en helikopter på den blå himmel ...

Her skal tages en meget dyb indånding. Sådan. For det er godt nok en af de mest sorte og absurde film, jeg længe har set.

The Limits of Control stiller store krav til seeren, der holder ud. Men klarer man den første halve time, hvor man bare sidder og ligner verdens største spørgsmålstegn, bliver man opsuget i dette obskure univers.

Når sætningen "Tag hen til hotellet. Vent på brødet. Guitaren vil give dig svar" giver helt og aldeles mening, er man fanget, og må blot sidde tilbage og se, hvad det hele munder ud i.

Handlingen er så fortættet, at det er ens egen fantasi og intellekt, der skal sprænge plottet i stumper og stykker. For siden selv at sætte det sammen, til noget, der giver mening for en selv.

Musikken følger perfekt handlingerne og livets små detaljer, der skildres. Man sidder nærmest på kanten af sofaen i spænding, når der klippes hen til en gennemsigtig regnfrakke hængende på en knagerække. Banalt - men musikken indikerer, at noget vil ske. Men det er faktisk kun i ens eget hoved og fantasi, tingene sker.

The Limits of Control er yderst kompleks og intens, og er en stor udfordring. Man aner, man fornemmer, man føler, man tror, men intet bliver gjort klokkeklart for tilskueren. Den er sort og fuldstændig i en klasse for sig.

The Limits of Control er ualmindelig flot optaget. Hver et billede er nærmest et filmisk kunstværk og gør hele oplevelsen endnu større og bedre. Der er kælet og kræset for de bittesmå nuancer og detaljer. Det er en ren fryd. Alene dette giver et klaptræ.

Filmen formår - trods enderne tilsyneladende bliver spundet sammen til sidst - at åbne op for endnu flere spaltede ender, spørgsmål og forundrende detaljer. Og selvom man kan blive en kende frustreret over disse åbne huller, ånder man lettet op, når rulleteksterne kommer. Ikke fordi man er lettet over, at de 111 minutter endelig er overstået, men lettet over - tja, hvad? Det er her, ens egen fantasi igen kommer i sving.

La vida no vale nada - livet er intet værd, er et gennemgående tema, men the Limits of Control er bestemt værd at sætte tid af til. Man skal i den grad være fokuseret og fuldstændig lukke omverdenen ude, men så får man også en filmoplevelse af de mere usædvanlige og en fantastisk hjernevrider.