
Leigh (Kristen Bell) er 30 år, eller helt ekstakt 29 år og 10 måneder. Hun er lidt i
panik. Hun bryder sig ikke om sit
liv længere. Hun arbejder som
journalist i New York og har en
affære med sin chef.
Hun bliver pludselig i
tvivl om sit arbejde, da hun skal dække en historie om en
tiger, der har været indespærret i en lejlighed og døde grundet manglende pasning. Og hendes chef og elsker har
forlovet sig.
Leighs liv er gået lidt i
skuddermudder, og hvad er så det
bedste man kan gøre?
Netop, flytte hjem til barndomsbyen Ridgefield hos
mor og far. Hvor alt er trygt og
velkendt.
Lige så snart hun træder ud af bilen medbringende sine
kufferter og et styk kat, bliver hun som
teenager igen. Et forvirret pigebarn, der tror, man kan skrue
tiden tilbage.
Hun begynder at hænge ud med sine gamle
venner. Blandt andre
Todd (Martin Starr), der ikke er sprunget ud endnu som homoseksuel, og
Mel (Mamie Gummer), der nu er viceinspektør på den lokale
skole og forsøger at blive
gravid med sin kæreste, John.
Leigh får et studiejob som
livredder ved en swimmingpool. Her hænger
Little Jason (David Lambert) og hans venner ud. De er alle omkring de 16-17 år, lidt
punkede, lidt utilpassede og lidt
rodløse.
Leigh bliver hurtigt
venner med dem. Og det varer ikke længe, før også både Todd og Mel er tilbage til
ungdommens tid sammen med det unge
slæng.
De hænger ud sammen med Jason og vennerne, ryger
pot og har det fedt. Ydermere bliver Leigh
forelsket i Jason, og dette giver komplikationer. Han er jo
mindreårig.
Samtidig er Leighs mor ved at eksplodere af
irritation over, at Leigh nu er hjemme igen som en urimelig og
egoistisk teenager. Mor, der selv prøver at leve sine
drømme ud som yogalærer, synes at Leigh skulle til at opføre sig som
voksen.
The Lifeguard er en af den slags film, jeg normalt aldrig ville drømme om at hive ned fra hylden. Jeg syntes historien lød lettere la-la, men jeg blev i den grad
overrasket.
The Lifeguard handler mere om at finde sig selv og sin indre styrke samt et ståsted i livet. Dette skildres på fornemmeste vis, især af
Kristen Bell som Leigh. Men også hendes unge ven, der spilles fremragende af
David Lambert, giver et godt og nuanceret billede af problematikken.
Filmen viser også på smuk vis, at
usikkerhed og tvivl ikke kun er en teenage-ting, men også rammer
voksne - i alle aldre. Hvem ville ikke gerne lige hoppe tilbage i tiden og måske gøre det, der burde være
gjort den gang.
I rollen som Leighs mor ses en forrygende
Mamie Madigan, der giver fuld skrue som vred mor, der prøver at ruske op i sin datter, og at banke lidt
fornuft og ansvar ind i hende. Samt få hende
ud af huset igen.
Som skrevet blev jeg
positivt overrasket over
The Lifeguard og kan varmt anbefale den. Det er en
herlig lille film, der giver meget mere end blot et romantisk drama.
Den giver stof til
eftertanke. Samt budskabet om, at det vigtigste er
aldrig at kigge tilbage, men at være der, hvor man nu er og så kigge
fremefter.