

Inden jeg kommer til selve filmen, vil jeg lige brokke mig lidt! Hvorfor h... skal man belemres med et utal af
trailere for andre film, inden man får lov til at se filmen? På en købe-DVD burde den slags være et tilvalg EFTER filmen!
Kort fortalt handler filmen om bedrageren professor Dorr (
Tom Hanks), der sammen med sine "brothers in crime" vil berøve et kasino. Under dække af musikere lejer de sig ind hos den ældre dame Mrs. Munson (
Irma P. Hall), og fra hendes hus går de nu i gang med at grave en tunnel til kasinoet og dets højt sikrede bankboks.
Mrs. Munson opdager imidlertid, hvad de har gang i, så nu skal der ryddes et problem af vejen. Men hvem af forbryderne skal ordne det "lille" problem? Det kommer der selvfølgelig en del sjove forviklinger ud af ...
Det bør nævnes, at filmen i denne nyeste udgave er en genindspilning af en
klassiker fra 1955, der havde
Alec Guinness i hovedrollen. I denne udgave er det så den flerdobbelte Oscar-vinder Tom Hanks, der har fået hovedrollen. Og det gør han, som altid, rigtig flot.
Filmen er til tider en kende lang i betrækket - der måtte gerne have været lidt mere fart på den. Ikke at det er en dårlig film, den er bare lidt for lang til plottet og historien. Men alt i alt ganske seværdig og sød film. Og så er der en temmelig overraskende slutning. I sandhed en rigtig familiefilm til en grå vinterdag!