Et forelsket par tager på cykeltur og efterfølgende picnic på en gammel kirkegård.

De er unge og tiltrukket af hinanden. Hormonerne raser og de finder en fugtig krypt, hvor de lader sig rive med af stemningen. Men tiden er løbet fra dem, og da de kommer op fra krypten, er mørket faldet på.

Kirkegården synes forandret. Det er som om, den er blevet større og gangstien er på forunderligvis forsvundet. De to unge begynder at blive panikslagne og det bliver en lang nat, hvor de forsøger at finde udgangen ...

Man skal ikke forvente det store gys fra mesterintruktøren Jean Rollin i The Iron Rose (La Rose de Fer) - overhovedet ikke. Det er en meget stillestående film, der lægger fokus på stemningen.

Enhver, der har været på en kirkegård i nattens mulm og mørke, har nok prøvet at blive grebet af en ulmende panik og nærmest paranoid tilstand. Dette formår Jean Rollin at gengive flot ved brug af lys og skygge, tåge og fuldmåneskær.

Personligt forstår jeg så ikke visse af de hysteriske udbrud de to medvirkende imellem. Det virker irrationelt og helt hen i skoven. Men mennesker reagerer jo forskelligt.

Jean Rollin har blandt stået bag film som Night of the Hunted og Demoniacs, og han er fænomenal til at skildre stemninger. Især med erotiske undertoner.

Men man skal, som tilskuer, væbne sig med tålmod, for det er bestemt ikke adrenalinpumpende film. Derimod sanselige indtryk og smukke optagelser.

Er man til Rollin-film, skal The Iron Rose da heller ikke mangle i samlingen. Det er en smuk gotisk gyser med et strejf af sensualitet og paranoia.