Så er den længe ventede efterfølger til The Hunger Games endelig udkommet på dvd.

Vinderne fra sidste års Hunger Games, Katniss (Jennifer Lawrence) og Peeta (Josh Hutcherson), skal i følge deres kontrakt med The Capitol starte en sejrsturne gennem de 12 distrikter. Dette skal være optakten til det 75. Hunger Games.

Netop dette spil er specielt, da der hvert 25. år afholdes et helt særligt spil, kaldet Quarter Quell spillet. Og det er tredje gang, dette spil skal sættes i gang.

Præsident Snow (Donald Sutherland) aner dog en vis oprørstrang blandt befolkningen i Panem og kan spore kimen tilbage til Katniss. For med sin sejr året før, har hun givet folk et lille håb om bedre tider uden frygt, henrettelser, udgangsforbud, fattigdom og uretfærdige afstraffelser.

Netop fordi hun vovede at trodse Præsident Snow, The Capitol og hele spillet det foregående år. Hun har udvist stort mod og er stadig i live. Derfor føler befolkningen i alle tolv distrikter, at måske kan hun gøre en forskel ...

For at komme en eventuel revolution i forkøbet, beslutter Snow sig for at ændre spillereglerne en hel del. Og det vækker vrede. Både blandt befolkningen og selvfølgelig hos de udvalgte sonere ...

Jeg var meget spændt på efterfølgeren og forventede ikke det store. Men ... jeg blev meget positivt overrasket. Selve historien virker endnu mere helstøbt og gennemtænkt.

Fokus er ikke så meget på selve spillet. Men derimod det spirende oprør og de politiske rævekager, der bliver bagt af Præsidenten og hans mænd i det autokratiske samfund.

Personerne har udviklet sig. Det er også rart at se, at selv om Katniss oser af "girlpower", er hun også traumatiseret efter sidste års begivenheder.

Billedsiden er ganske flot. Dog irriterer lydsiden mig voldsomt. Men jeg er heller ikke den store tilhænger af baggrundsmusik, der brager ud i stuen.

Jeg ved, at The Hunger Games er gået rent ind hos de fleste teenagere. For drengenes vedkommende er det naturligvis Jennifer Lawrence i rollen som Katniss og de drabelige kampe om overlevelse, der tiltrækker.

Med også pigerne er tilgideset. Her er det Josh Hutcherson som Peeta, der får de unge piger til at svime og få røde kinder.

For mig - gamle ribs - er det derimod Liam Hernsworth i rollen som Katniss' ægte og forbudte kærlighed Gale. Jeg synes, der er meget mere substans og ægthed at spore i hans karakter. Og så naturligvis Donald Sutherland, der er fantastisk i sin rolle som den kyniske enehersker Snow.

Men at bruge 140 minutter på optakten til selve den uundgåelige revolution, er lang tid. Især når man skal vente et år til The Hunger Games: The Mockingjay.

Og det er så blot første del. For det endelige epos bliver nemlig i to dele, hvor The Mockinjay Part 2 først vil ramme dvd-hylderne i 2016.

Jeg havde næsten allerede glemt visse episoder i den første, og her ville det nok have været en god ide, hvis folkene bag lige viste lidt flashbacks. Det kunne snildt være gjort via hologrammer på skjoldet over arenaen.

Men når det er sagt, så skuffede The Hunger Games: Catching Fire på ingen måde. Tværtimod ...

Jeg blev meget fænget af den knugende stemning, hadet, kærligheden og løgnene. Samt selve spillet med de meget udspekulerede, indlagte farer.

Ekstramaterialet fylder en hel skive og er på 151 minutter. Det er virkelig et overflødighedshorn af rang, der byder på slettede scener, making of og meget mere.

Nu kan jeg kun glæde mig til at næste akt i The Hunter Games-serien. Selv om man på forhånd ved, at volden og hadet vil eskalere - og jeg håber, den vil eskalere helt vildt.

Men i mellemtiden vil jeg da nyde at se både The Hunger Games og The Hunger Games: Catching Fire igen. Det er absolut en seværdig film, og man behøver bestemt ikke at være teenager for at nyde den.