Samantha (Jocelin Donahue) er andenårsstuderende og træt af at dele værelse med en roommate.

Hun har derfor lagt billet ind på en lille lejlighed, og hun er så heldig at få den. Men ... budgettet er skrabet og hun skal skaffe til den første måneds husleje inden for en uge.

Heldigvis ser hun et opslag ved studiekontoret på college, hvor der søges en babysitter. Hun reflekterer straks på annoncen og efter lidt besværligheder med at møde manden, lykkes det endelig at få etableret kontakt.

Det er et nemt job, varer maksimalt fire timer og bedst af alt - det giver 100$. Det er et tilbud, hun ikke har råd til at afslå. Samantha får sin veninde Megan (Greta Gerwig) til at køre sig derud.

Huset ligger langt ude for lands lov og ret, men alarmklokkerne ringer ikke endnu. I hvert fald ikke hos Samantha.

Vel ankommet til den store herskabsvilla møder de to piger den aldrende Mr. Ulman (Tom Noonan), der lidt brødbetynget og undskyldende forklarer, at det ikke lige er et barn, der skal babysittes. Det er derimod hans svigermor.

Samantha får prisen presset op til et betydeligt beløb for hende, og nu har hun ikke de store betænkeligheder. Svigermoderen skulle ikke give de store problemer.

Hun holder sig for sig selv, og Samantha skal bare være i huset i tilfælde af en katastrofe. Megan synes det er for underligt og kører sin vej.

Nu er Samantha tilbage i det store ensomme hus langt ude på landet. Ydermere nærmer århundredets begivenhed sig: Den totale måneformørkelse ...

The House of the Devil har alle de gængse gyser-elementer, der skal til: Et stort, næsten tomt hus beliggende på Lars Tyndskids marker. En ung uskyldig pige, der skal babysitte. En mystisk kratlusker. En ældre distingveret mand. En fornuftigttænkende veninde. En måneformørkelse.

Hele opsætningen i The House of the Devil virker meget truende og til tider yderst klaustrofobisk. Det er også med meget små virkemidler gyset gives: En dryppende vandhane. En knirkende trappe. En skinger telefon. En skygge. En strømafbrydelse.

Selvom filmen er forholdsvis ny (2009), virker den som en hyldest til 80'er gysernes stil. Og graver man lidt dybere, er der associationer til blandt andet Ondskabens Hotel (The Shining) fra 1980, hvor hotelbestyreren hedder Mr. Ulmann.

Instruktøren Ti West (Trigger Man) har skruet en god, intens og til tider nervepirrende lille horrorfilm sammen, og det er da absolut en, der sagtens kan ses igen.