The Good Shepherd er en lang film, ingen tvivl om det, men måske er den faktisk for kort til den historie, som filmen vil fortælle. For på mange måder er det historien om, hvordan CIA, USA's hemmelige efterretningstjeneste, blev født. Samtidig er det historien om de afsavn, man må tage, hvis man vælger en karriere inden for spionage.

For her står nationen før alt andet. Også familien og venskaber. Så det er på mange måder en meget dyster og tankevækkende film. Derfor er det også en film, der tryllebinder en til skærmen i de over to en halv time, den varer.

Hovedpersonen, den unge Edward Wilson (Matt Damon), får efter sin uddannelse en lynkarriere inden for den amerikanske efterretningstjeneste. Han må dog hurtigt sande, at det er en brutal branche, hvor han konstant må vælge mellem karrieren og sin familie, hustruen Clover (Angelina Jolie) og sønnen Edward Jr.

Sønnen bliver tilmed født netop som Edward vælges til at blive udstationeret i et krigshærget London, mens 2. verdenskrig er på sit højeste. Herefter følger en udstationering i Berlin, inden turen atter går hjem til en familie, som knapt kender ham længere.

Edward er med i opstarten af CIA efter 2. verdenskrigs afslutning, hvor han bliver leder af enheden for kontraspionage. Her lærer han, at man ikke kan stole på nogen som helst. Det er en lære han får brug for, da Svinebugt-invasionen af Cuba slår fejl i 1961. Nogen i CIA har lækket oplysninger, der førte til den fejlslagne invasion.

Synderen skal selvfølgelig findes. Men Edward finder dog ud af, at lækagen er lidt for tæt på ham selv. Det får skæbnesvangre følger for ham og hans familie.

Filmen er spækket med stjerneskuespillere, der for de flestes vedkommende leverer gode præstationer. Desuden er den fantastisk flot filmet og lyden er i top, som man bør forvente det af en film i denne klasse. At The Good Shepherd ikke henter alle seks klaptræer skyldes alene, at der konstant springes frem og tilbage i de år, filmen udspiller sig over.