Martjin (Ryan Phillippe) er en ung idealistisk mand med hjertet på det rette sted. Han vil tage til Marokko, nærmere bestemt Rif-bjergene, for at iværksætte et fødevareprogram for underernærede børn.

Han kommer i kontakt med en ligesindet på nettet, Gavin, der vil hjælpe ham ind og ud af Marokko og tage sig af eventuelle problemer, der måtte opstå. Vel ankommet til Marokko og siddende i bussen på vej til Rif-bjergene, bliver de to kidnappet og ført bort til et for dem ukendt sted.

De vågner op siddende bundet på hver sin stol, begge med bind for øjnene. Martjin fatter ikke en brik af, hvorfor de er blevet kidnappet, og gidseltageren Ahmat (Laurence Fishburne) er just ikke for åbenmundet.

Det står klart for Martjin, at Ahmat vil have nogle oplysninger, men det er oplysninger, han ikke er i besiddelse af, og hvert forkert svar giver et klip i hånden. Der ryger ganske enkelt en finger for hvert galt svar.

Det er et vanvittigt psykisk spil og modspil, der udspiller sig. Det er blændende gode præstationer af Ryan Phillippe og Laurence Fishburne.

Historien er rå og brutal, og visse scener er ganske kvalmende, hvor andre igen viser små spæde tegn på medmenneskelig. Det psykiske spil og ikke mindst det pres, der bliver lagt på Ryan Phillippe virker meget autentisk. Han giver sig fuldt ud i The Game of Terror, der af visse medier også kaldes Five Fingers.

The Game of Terror er en yderst realistisk og aktuel film i disse terrortider, for de store spørgsmål er: Hvad er hvad, og hvem er hvem?

Jeg trækker to klaptræer fra, dels på grund af baggrundsmusikken, der burde være skåret væk. Filmen ville virke ti gange mere stærk psykisk, hvis der ikke var den larm i baggrunden. Jeg har svært ved at abstrahere fra brutale torturmetoder, når der er et symfoniorkester skjult i baggrunden. Dels ryger der et klaptræ for de dumme tilbageklip til Martjin og hans kæreste lykkelige liv før turen til Marokko.

Men alt i alt en god og seværdig film, hvis man ikke er for sart.