
Harry Feversham (Heath Ledger) er en yderst respekteret officer i det britiske regiment
Royal Cumbrins i 1884.
Da regimentet skal udsendes til krig mod muhamedanske fanatikere under ledelse af mahdien af
Sudan, får Harry Feversham et pludselig et anfald af præstationsangst. Han fravælger at tage med til Sudan under påskud af, at han snart skal giftes med
Ethne (Kate Hudson).
Ingen forstår hans beslutning. Hans far slår hånden af ham, og hans tre bedste venner giver ham
symbolet på fejhed - tre hvide fjer. Da sandheden går op for Ethne, giver hun ham den fjerde hvide fjer. Denne endegyldige stempling som
kujon kan Harry ikke have siddende på sig, og han kaster sig ud i en heroisk kamp i den varme og støvede ørken i Sudan for at redde sine venner og sin ære bistået af lejemorderen
Abou Fatma (Djimon Hounsou).
Selve historien er tyndbenet og langsommelig, men opvejes af den
fantastisk smukke fotografering, som
Robert Richardson står for. Han står også bag film som "Platoon", "JFK" og "Natural Born Killers", og han kan virkelig gøre en krigsskueplads til noget poetisk. Selve de store
voluminøse kampscener og dødsscener er smukke og æteriske.
Lejemorderen, Abou Fatma, spilles godt og overbevisende af Djimon Hounsou, som kendes fra "Gladiator" og "Amistad". Dejlige Goldie Hawns datter,
Kate Hudson, er som snydt ud af næsen af sin mor, og jeg glæder mig til at se mere til dette kommende talent.
Det er en
storslået film, som byder på en masse action i form af raslen med sabler, galopperende kameler og heltemodige soldater, men den ville nok have gjort sig bedre på det store lærred.