Frank (Frank Meyer) er en ældre alkoholiseret herre.

Eller herre er måske for meget sagt. Han er tidligere hjemløs, men han får lov til at bo i et baglokale hos et fragtfirma - ledet af overbossen Vincenzo (Frank Mugavero).

Her residerer Frank mod at han hjælper til som alt-mulig-mand. Dels som chaufførmedhjælper, dels som lagerhjælper.

Frank bærer mange titler: Brystfikseret, psykopat, ulækker, frastødende, grimrian, seriemorder og pædofil. Men hans kollegaer holder af ham og da Frank har fødselsdag, skal den da fejres med maner ...

The Bride of Frank er nok noget af det værste gang bras, jeg har set længe. Den overgår simpelthen Thundercrack.

Alt er dårligt. Kvaliteten. Skuespillet. Dialogerne. Jeg kunne blive ved ... men sammenlagt med selve historien, hiver det det altså op på fem klaptræer - for hold da kæft, hvor er det underholdende klamt.

Ja, nærmest vederstyggeligt.

Bare Franks hygienje er værd at bemærke. Jeg vil ikke udpensle, men den indbefatter blandt andet gebis, tandbørste og underbukser med bremsespor.

The Bride of Frank er rigtig slet stil og humor. Måske lige netop derfor er filmen blevet en kultklassisker, og den skal bare høre hjemme på hylden i samlingen hos alle os, der åbenbart har dårlig smag, men finder det fornøjeligt.

Det er altid svært, i hvert fald for mig, at skulle bedømme disse kultklassikere, da man egentlig som tommelfingerregel skal bedømme omvendt.

Hvilket vil sige, hvor rædselsfuld, vulgær, plat, bizar og grotesk den er. Og det er blot handlingen. Derudover skal skuespillet også gerne være i top bundmæssigt. Men her må jeg sige, at The Bride of Frank til fulde indfrier mine personlige kriterier.

Selv musikken stinker.

Alt i alt er The Bride of Frank en højst besynderlig oplevelse. Dog af de mere underholdende og kvalmende slags.