

Efter en kort, men intens affære med en fotograf, bliver
Josephine (Syzy Armis) gravid. Det fremkalder faderens vrede, som smider hende ud hjemmefra. Josephine får søsteren til at tage sig af sit
nyfødte barn, mens hun drager af sted på landevejen med nogle beskedne ejendele,
Undervejs møder Josephine en rejsende
kræmmer, som giver hende et lift. Men han forsøger også at
sælge hende til nogle temmelig ubehagelige typer. Josephine må
flygte over hals og hoved uden flertallet af sine ejendele, men heldigvis med sine kontanter i behold.
Josephine erkender, at hun lever i en tid, hvor kvinder er enten
hustruer eller
skøger. Hun ønsker ikke umiddelbart at være nogle af delene, så hun beslutter sig for at fortsætte sin rejse som
mand.
Iklædt mandeklæder, med kort hår og et selvpåført ar i ansigtet, ankommer Josephine, der nu går under navnet
Jo til en lille mineby. Hun køber et jordlod og begynder at søge efter guld, men bliver snart efter tager under vingerne af
Percy (Ian McKellen), der skaffer hende både arbejde og tag over hovedet.
Percy viser sig snart efter at have et horn i siden til kvinder, så Jo tager et job som
fårehyrde for fårefarmeren
Frank (Bo Hopkins). Hun spenderer derfor
adskillige vintermåneder afsondret fra andre mennesker oppe i bjergene, med fårene som eneste selskab.
Jo benytter blandt andet tiden til at blive en
fremragende skytte med både riffel og seksløber. Desuden befinder hun sig godt med ensomheden og beslutter derfor selv at slå sig ned som
fårefarmer med Frank som nærmeste nabo.
Frank tvinger Jo til at tage kineseren
Tinman som kok i sit lille hjem, hvor hun egentlig helst ville være i fred. Men snart efter bliver Jo og Tinman
elskere.
Samtidig er
kvægavlere ved at indtage området, og forsøger at købe land op, blandt andes Jos. Da hun beslutter at
sælge, kommer det til en
konfrontation med såvel Tinman som Frank ...
The Ballad of Little Jo er baseret på en sand historie fra det
forrige århundrede. Som western betragtet, vil mange sikkert savne både slagsmål og skuddueller, selv om begge dele skam er til stede.
Filmen er heller ikke udpræget actionpræget. Til gengæld er den nærmest
smuk i sin beskrivelse af mennesket Josephine og hendes liv som manden Jo i et udpræget
mandesamfund.
Jeg er heller ikke i tvivl om, at
The Ballad of Little Jo giver et langt mere
sandfærdigt billede af "det vilde vesten", som forskere har konkluderet slet ikke var så lovløst, som de mange Hollywood-film ellers giver anledning til at tro.
Man bør
unde sig selv at se denne film, der trods en spilletid på næsten to timer og et alt andet end hurtig tju-bang action, alligevel synes at flyve af sted. Så flot og godt er
The Ballad of Little Jo ganske enkelt skruet sammen.