Ray Elliot (Steve Coogan) har skabt en fantastisk forretning, hvor han "designer" alibier til utro ægtefæller. Rays egen fortolkning af sit foretagende er, at han arbejder med "risikoregulering", og dette gør han så godt, at han har skabt et yderst profitabel firma med mange ansatte.

Ray har faste kunder, i den højere ende af "Strandvejen" og dette medfører en vis interesse for Ray's fortid, hos nogle af hans klienter. For hvem er han egentlig, og hvad med Ray's gamle partner Jack McCadden, som vist nok lod Ray i stikken, imens Jack selv stak af med 15 millioner?

Men ikke alle alibier er 100% vandtætte, og en dag går det galt for Ray. Hvad der umiddelbart virker som en "standard-opgave" for en klient, ender med et drab, forårsaget af et hændeligt uheld på et motel-værelse. Men klienten er ikke Mr. "Hvem-som-helst." Det er nemlig sønnen til én af hans bedste kunder Mr. Robert Hatch og endnu værre ... Kvinden, som bliver dræbt, er kæreste med en temmelig emsig mexicaner, som tilfældigvis viser sig at være chauffør for denne Mr. Robert Hatch.

Samtidig har Ray Elliot ansat en ny kvindelig medarbejder, nemlig den blonde, langbenede Lola, der evner mere end blot at være hurtig til at opfatte "designer-begrebet," - Hun evner også at stille en hulens masse personlige spørgsmål, som i den grad sætter Ray til vægs, da han samtidig kommer i konflikt med sine følelser til Lola.

Pludselig er Ray kastet ud i en "blindgyde" hvor ikke kun utilfredse klienter er efter ham. Faktisk er flere nu ude på at få ryddet ham af vejen for et mord, han ikke har begået og for visse "headhunters" er han også et ganske attraktivt element.

Filmens kompleksitet gør, at den minder lidt om gullasch. Det smager bedst på anden dagen. Første gang man ser filmen, sættes man i en situation ala "Æhhe ... hvor kom ham dér fra og hvorfor? Hvem er nu det der og hvordan ...?" - Grundlæggende et rigtig flot (men meget indviklet) komplot, der først rigtig opfattes anden gang, man ser filmen. Og ja, man kan sagtens se den igen efter 5 minutters måben.

Det er ikke en hygge-film, hvor man sidder med det ene øje nede i bunden af slikposen. Man skal være PÅ 100%. For eller mister filmen fuldstændig sin mening!