Tom (Scott Speedman) samler Dan (James Marsden) op i bar og tager ham med hjem. Dan er overbevist om, at nu skal den stå på hed sex, men Tom har en anden agenda.

Pludselig begynder det at dæmre for Dan, at han har været i lejligheden før. Små fragmenter dukker op i hans bevidsthed, og sandheden begynder langsomt at komme frem.

Fem år tidligere havde Dan og Tom eksperimenterende sex for en enkelt nat, hvilket siden gav katastrofale følger for Tom og hans kone.

Tom blev ganske enkelt smittet med AIDS, som han videregav til konen. Han er overbevist om, at den eneste, der har kunnet smitte ham, er Dan. Han holder derfor Dan som gidsel, indtil en AIDS-test enten frikender ham eller dødsdømmer ham. Og dette tager 24 timer, før sandhedens time kommer.

Det er en meget intens dialog, og det er fremragende fremført af Speedman og Marsden. Hele følelsesregistret bliver luftet på en meget nærværende og troværdig måde. De små flash-backs til Toms kones sidste dage er rørende, og man kan tydelig mærke Toms frustrationer, had, kærlighed og magtesløshed.

Det, der trækker ned, er dels baggrundsmusikken, der er direkte irriterende, dels at filmen er optaget a la dogme, hvilket jeg er træt af. Så hold dog kameraet stille! Men emnet er spændende, hvor langt vil man gå, for at få den sande sandhed frem og ikke blot den sandhed, man selv tror på.

Instruktøren Tony Piccirillo opsatte først The 24th Day som teaterstykke, og nu som film.

Det er en stærk intens, psykologisk thriller, der sætter mange tanker i gang.