Alan Feinstone er flygtet fra sindssygehospitalet. Han plages stadig af de frygteligste hallucinationer og vil ikke længere praktisere som tandlæge.

Han tager til den lille by Paradise, hvor han har en bankkonto under navnet Lawrence Caine. Her lejer han et gæstehus af bankmandens niece, Jamie (Jillian McWhirter), og forsøger at få et liv stablet på benene igen.

Feinstone falder for Jamie og gør kur til hende. Under en romantisk middag, taber han en tandkrone og må således opsøge byens eneste tandlæge, Dr. Burns, der i den grad ikke lever op til Feinstones perfektionisme og profesionalisme.

Burns dør - meget belejeligt og hjulpet på vej af en vred Feinstone. Nu står Paradise uden tandlæge og Feinstone presses til at overtage praksissen.

Men han vil ikke, da han tvivler for meget på sig selv og sine indre dæmoner. Men efter at have kureret Jamie for tandpine, får han så at sige blod på tanden og køber Burns praksis.

Feinstones tidligere hustru, Brooke (Linda Hoffman), forsøger at opspore ham og har hyret en privatdetektiv. Hun har et regnskab at gøre op med sin eksmand, efter han har skamferet hende så frygteligt.

Som tiden skrider frem, bliver Feinstone mere og mere glad for Jamie. Detektiven er på sporet. Andres mistanker er vakt. Og Feinstones hallucinationer, ukontrollable vrede, jalousi og paranoia slår ud i lys lue ...

Tandlægen 2 er overraskende efterfølgeren til Tandlægen, og hvis man lider af tandlægeskræk, skal man nok ikke lige muntre sig med denne.

Der er en hel del close ups af tænder, roterende bor og andre vederstyggeligheder, tandlæger benytter sig af. For ikke at nævne blotlagte nerver, bedøvelsessprøjter, ekstraktionstænger og lignende.

Jeg fik flash-backs til min barndoms tandlæge, der grundlagde min odontofobi. Han var en ældre herre med meget rystende hænder, så det var ikke hver gang boret ramte, der hvor det skulle!

Corbin Bernsen bærer i den grad hele filmen oppe. Han er mesterlig i rollen som paranoid, jaloux, vanvittig og selvretfærdig. Linda Hoffman er tilbage som Brooke, og hun har mere kant og personlighed end i Tandlægen.

Det skorter ikke på tandlæge-skrækscenarier i Tandlægen 2 (The Dentist 2), og der er kælet mere for detaljerne og lyden. Men nu får jeg det selv ekstremt dårligt ved lyden af et tandlægebor.

Både Tandlægen og Tandlægen 2 har ikke gjort det nemmere for mig at gribe røret og bestille tid til tandlægen. Men det er jo også godt at forebygge, så lidt ekstra tandbørstning har filmen da været anledning til.

Kunne man godt lide Tandlægen, så skal man overhovedet ikke snyde sig selv for at se to'eren. Den er endnu mere modbydelig og har endnu flere detaljer, end man egentlig har lyst til at se.

Jeg tror, jeg vil (for sjovs skyld) foreslå min egen tandlæge, der også kører med princippet om harmoniske omgivelser og har tv i loftet, om at sætte Tandlægen 2 i afspilleren til næste patient.

Og dog ... det er jo ham, der har instrumenterne og dermed magten.