En flok unge gothpunkere har indtaget en forladt lagerhal for at omdanne den til scene for et brag af et rave.

Det er hårdt arbejde. Især når ganen, næsen og andre legemesdele skal tilfredsstilles. Hvilket vil sige, at der bliver drukket pænt, røget/sniffet en del samt pinket og parret i krogene.

Gruppen sanser ikke, at der begynder at mangle personer i flokken. Men en efter en bliver de ofre for mærkelige væsener - anført af en kæmpe iført mærkværdige gevandter, visir og en tonstung hammer ...

Og festen er ikke engang åben for publikum ... endnu.

På coveret loves der: "Får Saw til at ligne en Disney-film". Lidt store ord, men okay, hvis man tager mængden af blod og nedslagtninger i betragtning, nærmer Sweatshop sig nok meget pænt alle syv Saw-film. Tilsammen.

Men Sweatshop mangler samme raffinement og gennemtænkte drabsmetoder, som ses i Saw.

Skuespillet er okay. Selvfølgelig ikke det store karakterskuespil, men ganske fint. Derudover vil jeg rose samtlige kvindelige skuespillere. De er fænomenale skrigere.

Deres skrig er overbevisende med stærke undertoner af gru, rædsel og, ikke mindst, dybfølt smerte. Rigtig godt og overbevisende udført af disse kvinder.

Lydsporet er meget fængende, og passer fint til selve historien og personerne. Den fede musik leveres af blandt andre Android Lust og Lucio Dementia.

Foruden blodet og splatten er der masser af god sort humor i Sweatshop. Ganske som det hør og bør sig i denne genre.

Så er man til en god gang horror med fed musik, masser af blod og afhuggede lemmer, så er Sweatshop et ganske godt bud på god underholdning.