Da svogeren pludselig begår selvmord, forlader Marco SIlvestri (Vincent Lindon) den supertanker, han arbejder på. Han vender til en søster, der anklager rigmanden Edouard Laporte (Michel Subor) for at væree skyld i svogerens endeligt, og en niece, der er blevet sexuelt misbrugt>.

Da Marco prøver at redde trådene ud og finde ind til sandheden, begynder familiens skeletter at rasle ud af skabene. Men det bringer også Marco i kontakt med rigmandens elskerinde,Raphaëlle (Chiara Mastroianni), som han selv indleder et forhold med.

Marco erfarer langsomt, at Laporte står bag de grusomheder, hans familie har været udsat for. Men også, at hans egen familie bestemt ikke er uden skyld. Skal han nu gøre regnskabet op?

Ovenstående giver måske umiddelbart måske associationer om en film med et klassisk hævntema. I stedet handler Svinene (Les salauds) om magt, penge og, endnu mere, magt. Om drifter og perrvest begær. Og om tab og afmagt.

I det hele taget er der ikke meget klassisk over Svinene. Det er i stedet 97 minutters fuldbyrdet voldtægt af ens sanser, hvor man absolut intet får foræret. Derfor kræver filmen da også, at man helliger dig den 100 procent, fra start til slut. Og så er der alligevel gode chancer for at tabe tråden undervejs.

For Svinene er samtidig en, ofte tilsyneladende usammenhængende, rejse i tid og rum. Hvor nutid, tilbageblik og drømme serveres som et diffust puslespil, hvor brikkerne er blandet godt og grundigt sammen.

Filmen byder på en nærmest poetisk smuk billedside. Om end af den meget mørke og dystre slags. Sammen med et inciterende lydspor, skaber det en kulisse, der på samme tid er både dragende og frastødende i sin ærlighed og nøgternhed.

Skuespillet er som filmen - dystert og intenst. Hvor man aldrig lærer mere end brudstykker af de enkelte karakterer at kende. Men i sammenhængen fungerer det godt og er med til at kreere det samme, forvirrende helhedsbillede, livet og hændelser betragtet udefra i virkeligheden er.

Svinene er langt fra nogen lettilgængelig oplevelse. Men en oplevelse er filmen ikke desto mindre, man skylder sig selv, at prøve kræfter med.