

1920'erne var en spændende tid for film. Man havde endnu ikke fundet en fast formular, og der blev derfor
eksperimenteret på højt plan.
Det ledte blandt andet til
ambitiøse værker som Fritz Langs Metropolis og F.W. Murnaus Nosferatu. I 1927 lavede
Murnau det romantiske drama
Sunrise: A Song of Two Humans, en lille film om et kuldsejlet
ægteskab.
I
Sunrise: A Song of Two Humans følger vi et unavngivet
ægtepar, hvis ægteskab synger på sidste vers. Manden har en affære med en kvinde fra byen, og konen er
ensom og knust.
Kvinden fra byen overbeviser manden om, at han blot skal lade sin kone
drukne, så de kan starte et nyt liv sammen. Han går med på ideen og tager sin kone med ud at sejle, men han magter ikke at gøre det, og konen opdager hans
intentioner.
Konen er knust og
flygter ind til storbyen, hvor de senere
genforenes. Manden lover, at det hele skal blive godt igen. Hvad der følger er en lang,
romantisk sekvens, hvor vi scene for scene oplever at ægteskabet kickstartes og den gamle
glød genoplives.
Sunrise: A Song of Two Humans starter ud med at være en lettere mørk film, men så snart de når frem til byen, skifter den tone. Og den kan herfra bedre sammenlignes med en romantisk
komedie.
Der er intet drama at finde i denne
omfattende anden akt. Kun forskellige scener, hvor ægteparret oplever små
øjeblikke sammen.
De går på hotel, hvor de ved et uheld smadrer en statue, og forsøger at
flygte, før forstanderen opdager skaden. De
kysser midt på vejen, så hele trafikken stopper.
Det er en
opløftende og lettere munter sekvens, der indeholder en del komiske øjeblikke. Men det kan også blive en anelse for sukkersødt.
Sunrise: A Song of Two Humans er en simpel film, når det kommer til selve handlingsforløbet. Men første og anden akt byder på nogle lettere komplekse
billedkompositioner.
Der indledes med komplicerede
sammensplejsninger af billeder, som giver indledningen en lettere
unik fremtoning. Og der anvendes en del dybde med masser af
skyggespil, som gør at de dystre og dramatiske øjeblikke har en vis vægt.
Det er de øjeblikke, hvor filmen er mest
interessant. Særligt sidste akt sender en ud på kanten af sædet, mens plottet tager en uventet og
dyster drejning.
Men midtersektionen kan være lidt af en
prøvelse. Det er til tider meget sødt og sjovt, men det bliver simpelthen for meget af det gode, og det bliver til tider en smule
kvalmende.
Men
Sunrise: A Song of Two Humans indeholder mere godt end skidt. Selvom anden akt kunne have været kortere, er det som helhed stadig en ganske
seværdig film, der skildrer et interessant forhold, og som tør vove sig ud i nogle lidt, for genren, dystre
emner.