1920'erne var en spændende tid for film. Man havde endnu ikke fundet en fast formular, og der blev derfor eksperimenteret på højt plan.

Det ledte blandt andet til ambitiøse værker som Fritz Langs Metropolis og F.W. Murnaus Nosferatu. I 1927 lavede Murnau det romantiske drama Sunrise: A Song of Two Humans, en lille film om et kuldsejlet ægteskab.

I Sunrise: A Song of Two Humans følger vi et unavngivet ægtepar, hvis ægteskab synger på sidste vers. Manden har en affære med en kvinde fra byen, og konen er ensom og knust.

Kvinden fra byen overbeviser manden om, at han blot skal lade sin kone drukne, så de kan starte et nyt liv sammen. Han går med på ideen og tager sin kone med ud at sejle, men han magter ikke at gøre det, og konen opdager hans intentioner.

Konen er knust og flygter ind til storbyen, hvor de senere genforenes. Manden lover, at det hele skal blive godt igen. Hvad der følger er en lang, romantisk sekvens, hvor vi scene for scene oplever at ægteskabet kickstartes og den gamle glød genoplives.

Sunrise: A Song of Two Humans starter ud med at være en lettere mørk film, men så snart de når frem til byen, skifter den tone. Og den kan herfra bedre sammenlignes med en romantisk komedie.

Der er intet drama at finde i denne omfattende anden akt. Kun forskellige scener, hvor ægteparret oplever små øjeblikke sammen.

De går på hotel, hvor de ved et uheld smadrer en statue, og forsøger at flygte, før forstanderen opdager skaden. De kysser midt på vejen, så hele trafikken stopper.

Det er en opløftende og lettere munter sekvens, der indeholder en del komiske øjeblikke. Men det kan også blive en anelse for sukkersødt.

Sunrise: A Song of Two Humans er en simpel film, når det kommer til selve handlingsforløbet. Men første og anden akt byder på nogle lettere komplekse billedkompositioner.

Der indledes med komplicerede sammensplejsninger af billeder, som giver indledningen en lettere unik fremtoning. Og der anvendes en del dybde med masser af skyggespil, som gør at de dystre og dramatiske øjeblikke har en vis vægt.

Det er de øjeblikke, hvor filmen er mest interessant. Særligt sidste akt sender en ud på kanten af sædet, mens plottet tager en uventet og dyster drejning.

Men midtersektionen kan være lidt af en prøvelse. Det er til tider meget sødt og sjovt, men det bliver simpelthen for meget af det gode, og det bliver til tider en smule kvalmende.

Men Sunrise: A Song of Two Humans indeholder mere godt end skidt. Selvom anden akt kunne have været kortere, er det som helhed stadig en ganske seværdig film, der skildrer et interessant forhold, og som tør vove sig ud i nogle lidt, for genren, dystre emner.