En tilfældig, amerikansk storby. Et tilfældigt møde. På et tilfældigt værthus.

Guy (Joel David Moore) er taget til værtshuset for at møde en blind date. Men netdating-partneren dukker aldrig op. I stedet møder han Holly (Madeline Zima).

De to falder i tilfældig snak. Og, efter indtagelse af temmelig meget alkohol, ender de hjemme hos Guy. Til en nat med hed elskov, som begge forventer at være uforpligtende.

Men da Guy vågner næste morgen, er Holly der, mod forventning, endnu. Så Guy tilbyder nattens erobring et lift hjem. Det kan jo ikke tage lang tid ...

Så let går det bare ikke. Selv om det er søndag morgen, ender parret i en totalt fastlåst kø, hvor ingen kan komme hverken frem eller tilbage.

Derfor bliver Holly og Guy nu pludselig nødt til at tale sammen. Til at forholde sig til natten, de tilbragte sammen. Og, dermed, forholde sig til hinanden.

En mere end akavet situation for dem begge. Men alligevel begynder de to at fattte en form for forståelse og sympati for hinanden.

#Stuck er bestemt ikke som film er flest. Ikke kun er den blottet for noget, der blot tilnærmelsesvis kunne minde om action. Men ok, det er der såmænd mange andre film, der er. Uden at det nødvendig har gjort det til dårlige film.

Men manuskriptforfatteren og instruktøren, Stuart Acher, tager den her mange skridt videre. #Stuck er således blottet for næsten alt andet, der normalt er med til at gøre en film til en film.

I stedet bæres #Stuck oppe af dialogen mellem de to hovedpersoner. En dialog, der mestendels udspiller sig i en yderst begrænset kulisse.

Historien er, som det burde fremgå, mere end overskuelig. Men også her skiller #Stuck sig ud fra flertallet af andre film.

Handlingen tager nemlig sit udgangspunkt midt i fortællingen. Dagen derpå. Hvor Holly og Guy vågner i samme seng. Med tømmermænd og bondeanger.

Herpå udspilles det videre forløb så slag i slag. Mens forhistorien fortælles i glimt undervejs. Omvendt sekventielt.

Med de mange begrænsninger, instruktøren har givet sig selv, burde #Stuck slet ikke fungere. Altså som en film. Og den burde absolut ikke fænge!

Men #Stuck fungerer rent faktisk. Og endnu mere utroligt: Den formår faktisk også at fænge.

Skuespilllet er faktisk rigtig godt. Både Madeline Zima og Joel David Moore lægger dog ud med at være temmelig flade karakterer. Men stille og roligt, efterhånden som de to karakterer lærer hinanden bedre og bedre at kende, får rollerne tilsvarende dybde.

Den tekniske side af #Stuck er som den skal være. Udmærket lyd og udmærkede billeder.

Med en varighed på 80 minutter, kunne man vel forvente, at #Stuck til tider ville virke bare lidt langtrukken. Tværtimod, synes tiden bare at flyve af sted i selskab med Holly og Guy.

For ikke kun bydes der på en del god humor, men når filmen slutter, tørster man faktisk efter mere. Endnu mere viden om karaktererne. Og, ikke mindst, viden om, hvad der videre sker. Men her må fantasien så bare træde til i stedet.

Alt i alt er #Stuck en meget positiv oplevelse. Herligt anderledes og forbavsende fængende. Kan kun anbefales.