Et danseensemble under ledelse af instruktøren Peter (David Brandon) øver på den intellektuelle musical Night Owl i Modern Studio.

Der skal snart være premiere, og alle er hårdt pressede. En af danserne Alicia (Barbara Cupisti) er kommet til skade med sin fod, og selvom det er strengt forbudt at forlade studiet, tager hun og kostumieren Betty til det nærliggende psykiatriske hospital, for en psykiater er vel også læge i Bettys øjne.

Alicia får behandlet sin fod, og de tager tilbage igen. Desværre for dem har en af hospitalets patienter - den psykopatiske massemorder Irving Wallace (Clain Parker) - set sit snit til at bryde ud af cellen, og han har gemt sig i deres bil.

Det varer ikke længe, før den første må lade livet på brutal vis, og så går det ellers løs ...

Stage Fright (Deliria) aka Bloody Bird vandt horrorprisen på Avoriaz Fantastic Film Festival, og den byder da også på nogle gode gedigne splatterscener.

Skuespillet er så som så, men spændingen og intensiteten stiger, især i sidste del af filmen. Desværre virker baggrundsmusikken yderst irriterende og dominerende, men bortset fra det, er billede og lyd i top.

Stage Fright er ikke en af de bedste gialli, men absolut heller ikke en af de værste. Den byder på det, genren dikterer: Nedslagtninger en masse med deraf følgende blod i litervis og afskårne lemmer. Mordgåden er desværre ikke så kompleks som i for eksempel The New York Ripper.

Vil man gerne fornøje sig med blod, splat og kvindeskrig, så er Stage Fright et udmærket bud. Man keder sig i hvert fald ikke.