Evan (Lou Taylor Pucci) ender i et værtshusklammeri. For at undgå politi og bøllernes hævn, bliver han nødt til at flygte ud af landet.

Han beslutter sig for Italien og han møder nogle engelske pothoveder, som han slår sig sammen med. De turer rundt langs den italienske kyst, men rejsen slutter for Evans vedkommende.

I en lille by møder han den underskønne Louise (Nadia Hilker), der studerer evolutionær genetik. Han forelsker sig hovedkulds i hende, men hun er lidt forbeholden. Og med god grund.

Evan slår sig ned i byen. Han får job som landbrugsmedhjælper hos olivendyrkeren Angelo, hvor han også får et værelse. Tilværelsen tegner lys for Evan.

Men det er så som så med de gengældte følelser. For Louise bærer på en mørk og dyster hemmelighed, der kan vise sig at være dødbringende ... for Evan.

Spring er på mange måder en helt anderledes type horror. For der er ikke så meget horror over den. Men derimod en mærkværdig dybde, der sjældent ses i denne genre.

Fokus bliver mere og mere ændret til en smuk kærlighedsballade og stærke følelser. Trods hemmeligheden Louise bærer på. Jeg må indrømme, at jeg synes, det er lidt forfriskende, at ikke blot se afhuggede hoveder og blod i spandevis.

Effekterne er yderst flotte og der er kælet for dem. Den undertrykte humor er i top og giver handlingen endnu et godt pust i den gode retning.

De to hovedrolleindehavere, Lou Taylor Pucci og Nadia Hilker, yder hinanden godt med- og modspil. Jeg blev helt vild med olivenfarmeren Angelo, fantastisk spillet af Francesco Carnelutti.

Jeg blev positivt overrasket over Spring og vil højst sandsynligt se den igen på et senere tidspunkt. For selvom Spring nærmest er en kærlighedshorror, er den absolut værd at stifte bekendtskab med.

Gode skuespillere, fine effekter, dejlig humor og en glimrende, sammenhængende handling. Mere kan man vist ikke forlange.