Den kendte danske filminstruktør Johannes Lidenius (Jakob Cedergren) har det hele. En god karriere, held i sprøjten, en vidunderlig hustru, Signe (Helle Fagralid), og lille 9 måneder gamle Maria.

Men en aften Johannes kommer hjem fra foredrag, fornemmer han, at eller eller andet er galt. Og ganske rigtigt. Inde i stuen sidder Else, Signes mor, og må grådkvalt fortælle sin svigersøn om en tragedie af dimensioner. Signe har dræbt Maria og er nu på psykiatrisk afdeling.

Det bliver en sørgelig tid for alle parter. Men Johannes står ved sin kones side og er hende en stor støtte. Retspsykiater Jan Birkemose (Nicolas Bro) skal tage stilling til, om Signe skal have anbringelsesdom eller behandlingsdom, og under samtalerne med Johannes fortælles parrets historie.

Nils Malmros har givet os en hel del tunge skæbnehistorier, blandt andre At kende sandheden og Barbara.

Han har nu givet hele sit hjerteblod i Sorg og glæde. Man kunne frygte, at det ville blive en skrækkelig sentimental og tårevædende skildring, men overhovedet ikke.

Nils Malmros holder en stram linie gennem hele filmen og fortæller ganske usentimentalt historien om sit livs tragedie og en kærlighed, der kan tilgive det utilgivelige.

Og det er her, jeg har svært ved at forstå, hvordan et menneske kan tilgive at hans nærmeste dræber deres fælles barn. Også selv om det er sket under en psykose. Jeg tror, jeg aldrig nogensinde ville kunne det. Det ville altid ligge i baghovedet og være en skygge.

Helle Fagralid modtog Årets Robert for bedste kvindelige hovedrolle som Signe og dette er fuldt fortjent. I det hele taget er skuespilpræstationerne fremragende og nærværende.

Endnu engang må jeg fremhæve en af mine danske yndlingsskuespillere, Nicolas Bro. Han ses i en meget nedtonet udgave i rollen som retpsykiateren Jan Birkemose, og viser endnu engang, at han er Danmarks nye svar på en af de største karakterskuespillere (in spe) vi har på tapetet.

Sorg og glæde er en fantastisk film med en fantastisk historie. På trods af, at jeg ikke er helt vildt begejstret for Nils Malmos, må jeg sige, at denne film er absolut hans bedste.