

Den kendte danske filminstruktør
Johannes Lidenius (Jakob Cedergren) har det hele. En god karriere, held i sprøjten, en vidunderlig hustru,
Signe (Helle Fagralid), og lille 9 måneder gamle
Maria.
Men en aften Johannes kommer hjem fra foredrag, fornemmer han, at eller eller andet er
galt. Og ganske rigtigt. Inde i stuen sidder Else, Signes mor, og må grådkvalt fortælle sin svigersøn om en
tragedie af dimensioner. Signe har dræbt Maria og er nu på
psykiatrisk afdeling.
Det bliver en
sørgelig tid for alle parter. Men Johannes står ved sin kones side og er hende en stor støtte. Retspsykiater
Jan Birkemose (Nicolas Bro) skal tage stilling til, om Signe skal have
anbringelsesdom eller behandlingsdom, og under samtalerne med Johannes fortælles parrets
historie.
Nils Malmros har givet os en hel del tunge skæbnehistorier, blandt andre
At kende sandheden og
Barbara.
Han har nu givet hele sit hjerteblod i
Sorg og glæde. Man kunne frygte, at det ville blive en skrækkelig
sentimental og tårevædende skildring, men overhovedet ikke.
Nils Malmros holder en
stram linie gennem hele filmen og fortæller ganske
usentimentalt historien om sit livs tragedie og en
kærlighed, der kan tilgive det utilgivelige.
Og det er her, jeg har svært ved at forstå, hvordan et menneske kan
tilgive at hans nærmeste dræber deres fælles barn. Også selv om det er sket under en
psykose. Jeg tror, jeg aldrig nogensinde ville kunne det. Det ville altid ligge i baghovedet og være en skygge.
Helle Fagralid modtog Årets Robert for bedste kvindelige hovedrolle som Signe og dette er fuldt fortjent. I det hele taget er skuespilpræstationerne
fremragende og nærværende.
Endnu engang må jeg fremhæve en af mine danske yndlingsskuespillere,
Nicolas Bro. Han ses i en meget nedtonet udgave i rollen som retpsykiateren Jan Birkemose, og viser endnu engang, at han er Danmarks nye svar på en af de største
karakterskuespillere (in spe) vi har på tapetet.
Sorg og glæde er en fantastisk film med en fantastisk historie. På trods af, at jeg ikke er helt vildt begejstret for Nils Malmos, må jeg sige, at denne film er absolut hans
bedste.