Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 256
Snuff Movie (2005)
 
 
  Genre: Horror
Instruktør: Bernard Rose
Medvirkende: Jeroen Krabbé, Lisa Enos, Hugo Myatt m.fl.
Varighed: 92 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 19. juli 2011
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Den 22. januar 1975 holder den berømte horrorinstruktør Boris Arkadin (Jeroen Krabbé) en lille privat filmforevisning af sin nyeste film "Levende begravet".

Det er et lille selskab, og på et tidspunkt bliver Boris og hans assistent Leon (Hugo Myatt) kaldt væk. Tilbage er Boris' gravide hustru, Mary, og tre venner. Pludselig bliver de angrebet af tre teenagere, der i en blodrus dræber dem alle og ikke nok med det. De skærer også Marys ufødte barn ud af maven på hende.

De dør alle - undtagen det lille barn. Tilbage er Boris, som nu trækker sig fra filmindustrien og helliger sig sin søn Marco.

Men nu mange år senere vil Boris lave endnu en horrorfilm, og optagelsesprøverne foregår på hans store palæ. Tilstede er fire skuespillere, Wendy (Lisa Enos), Matt (Sharif Rosales-Webb), Jack (Joe Reegan) og Pamela (Teri Harrison), samt assistenten Leon.

Handlingen skal være en form for rekonstruktion af begivenhederne i 1975. Hvad skuespillerne ikke ved er, at alt bliver optaget live og udsendt direkte på internettet.

Men hvad er virkelighed og hvad er manipulation? ...

I starten associeres til den tragiske og modbydelige nedslagtning af mesterinstruktøren Roman Polanskis gravide kone Sharon Tate og deres venner i 1969. Hvilket jo i og for sig er et godt oplæg - trods de faktuelle begivenheder dengang i Beverly Hills.

Grænserne mellem fantasi og virkelighed viskes på fornemmeste vis ud i Snuff Movie. Som tilskuer til filmen og som filmens tilskuer, der ser med på nettet, er det meget overbevisende at det man er vidne til, er "the real deal". Og alligevel er man hele tiden i tvivl. Dette er ganske godt skildret.

Desværre mister instruktøren, Bernard Rose, lidt af den stramme handling og bliver en kende løssluppen mod slutningen. Her leger han en anelse for meget med sine egne ideer.

Men dét, at grænserne mellem virkelighed og fiktion er så udviskede gør, at spændingen holder fint hele vejen igennem. Det skinner igennem, at Bernard Rose virkelig må have moret sig med at lave Snuff Movie.
Skuespillerne er der ikke så meget interessant ved. De gør et hæderligt stykke arbejde, måske lidt overgearet - men dette er faktisk i fin tråd med selve plottet. Jeroen Krabbé, som den karismatiske filminstruktør Boris Arkadin, kendes blandt andet fra Off Screen, og er perfekt til rollen.

Snuff Movie er en lidt anderledes horrorfilm, og den rykker ganske pænt. Der er masser af blod, fantasi, spænding og syge påfund. Så jeg blev bestemt ikke skuffet.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Akupunktur og massage
© 2005-2017