Det er nærmest umuligt at komme med et resume af Slipstream.

Tænk tilbage til den tid i skolen, hvor du skulle skrive fristil. Handling, plot og personer drøner i bedste fald rundt i tankerne. I værste fald er der bare et stort sort hul.

Dine fiktive personer tager form, bliver forsynet med navne. Handlingen er nogenlunde fastlagt - gerne noget med lidt spænding og naturligvis en helt eller bare en god person mod de lidt mindre gode personer.

Men det hele er stadig i dine tanker og at få det ned på papir er den sværeste del. For det hele roder stadig i hovedet på dig.

Slipstream beskriver tankeprocessen i et manuskript. Et manuskript, som stadig cirkler rundt i forfatteren Felix Bonhoeffers (Anthony Hopkins) hoved. Kaotisk, gentagelser med få rettelser, bitte små fragmenter, forkastelser og lidt senere - jo, måske kunne denne scene alligevel godt bruges, bare med andre personer.

Det gør det så ikke bedre, at Felix' fiktive personer begynder at leve deres egne liv og handle selvstændigt helt ude af Felix' kontrol. Og disse fiktive personer begynder at overlappe virkelighedens personer, så alt blandes sammen til et stort miskmask på en farvestrålende palet.

Slipstream har Anthony Hopkins skrevet med store bogstaver over det hele. Han har skrevet manuskriptet, komponeret musikken og spiller selv hovedrollen. En rolle, som han udfylder til perfektion. I fremragende samspil med samtlige skuespillere.
Slipstream stiller store krav til seeren. Dels skal fokus hele tiden være på filmen, dels skal man også bare lade sig rive med. For ingen tvivl om, at Slipstream i den grad fænger og fascinerer - selvom man overhovedet ikke ved, hvad der foregår.

Slipstream er en udfordring, og jeg tror, at enten elsker man den eller også hader man den og opgiver inden for 20 minutter. Jeg hører så til dem, der er kommet til at elske Slipstream.

Alle disse små facetter og fragmenter, der pirrer intellektet, nysgerrigheden og fantasien, er en nydelse. Anthony Hopkins giver ikke ved dørene. Det er hans film. Hans tanker. Hans fantasier. Hans fiktive kontra virkelige personer. Som jo i filmen faktisk også er fiktive. Hmmm.

Slipstream er en underfundig og mærkværdig film, der bare skal nydes. Hvis man vel at mærke kan sætte sig ud over, at den stort set ikke handler om noget konkret - blot tanker. Det er ren filmisk surrealisme.