
Jarrod (Eric Balfour) tager sammen med sin gravide kæreste til Los Angeles. Her skal de møde Jarrods succesfulde ven,
Terry (Donald Faison), og være med til at fejre hans fødselsdag.
Fødselsdagsfesten udvikler sig til en animeret og støjende affære. Derfor får det feststemte selskab besøg af bygningsinspektøren
Oliver (David Zayas), der beder dem feste lidt mere fredsommeligt. Dog uden at det sætter en nævneværdig dæmper på selskabet.
Tidligt næste morgen, hvor gæster ligger brak forskellige steder i lejligheden, bliver Jarrod og kæresten vækket af et voldsomt,
blåligt lysskær - flere timer inden daggry. Jarrod bliver draget mod lyset, men bliver stoppet af Terry. Vennerne opdager hurtigt, at der flyver
kæmpe rumskibe over Los Angeles, og at personer, der kigger på lysskæret, bliver suget op af rumskibene.
Jarrod og Terry beslutter sig for sammen med familie, kærester, venner og bygningsinspektøren at
undslippe rummonstrene. Men det viser sig hurtigt, at det slet ikke er så nemt at slippe uset ud af
højhuset, de befinder sig i, eller undgå væsnerne fra rummet.
Alt i alt virker
Skyline mest af alt som en film, der skal være et udstillingsvindue for
brødrene Strause (Colin og Greg), der har instrueret denne sci-fi fortælling. De to brødre har nemlig fortrinsvis gjort sig bemærket med fantastiske
special effects til film som blandt andre Avatar og 2012.
Det skorter da bestemt heller ikke på special effects fra start til slut. Og bevares, de er
ganske flotte, de der effekter. Desværre er der så bare
sparet på historie og troværdige skuespillere. Eller måske rettere: Stort set hele budgettet gik til
computertid for at lave de ofte imponerende effekter.
Historien er
tynd og mere hullet end en teenagers designer jeans. Seeren lades i stikken fra start fra slut og man sidder derfor og
undres såre over personernes handlinger (og mangel på samme). Samt, ikke mindst, hvorfor hulen en udenjordisk race pludselig beslutter sig for at gøre det af med jordens befolkning.
Det undrer desuden, at
invasionsstyrken af kæmpemæssige rumskibe ikke skulle være blevet opdaget, længe inden de overhovedet når i nærheden af vores beskedne planet. For ellers må det da stå særdeles ringe til med bestræbelserne på at spore blandt andet
rumaffald og meteorer.
Nuvel, en del kunne selvfølgelig have været
reddet af nogle engagerede skuespillere. De er bare ikke med i
Skyline. Det bliver til flade karakterer, man ikke kan forholde sig til, for man lærer dem aldrig at kende mere end blot
overfladisk. Og da de ikke efterlader vidre sympatiske indtryk, er det så også mere end svært at f'øle bare en smule
sympati med dem.
Man sidder således tilbage med masser af
ubesvarede spørgsmål, når
Skyline har draget sit sidste suk. Måske de bliver besvaret i den kommende 2'er, der er barslet til at skulle komme allerede i 2012.
Den samlede karakter skyldes i væsentlig grad de
computerproducerede effekter. Og skulle det udelukkende være effekterne, der var målestokken, ville der være smidt langt flere klaptræer efter
Skyline. Men desværre er der så meget andet, der trækker i den modsatte retning.