

Den 4. juli vågner
Claire (Ellen Barkin) op på en landingsbane ved
Madrid.
Hun er omtumlet, forslået og blodig - og har absolut
ingen erindring om de seneste fem dage. Hun aner ingenting, er kun iført sin røde kjole og står nu i
Spanien uden en krone på lommen.
Langsomt begynder hendes
hukommelse at komme tilbage, i små flashbacks og det er just ikke muntre
minder fra de foregående dage. Hun bliver mere og mere overbevist om, at hun har slået en eller anden ihjel. Men
hvem er hun heller ikke klar over, eller for den sags skyld
hvorfor.
Det står hende klart at hun og hendes mand,
Del (Martin Sheen), var ved at forberede et vovehalsstykke i Death Valley i USA, der skulle udføres den 4. juli. De skulle holde et stort
pressemøde den 30. juni, men umiddelbart inden fik hun et brev fra sin tidligere kæreste,
Augustine (Gabriel Byrne), i Spanien, og siden er alt tåget for hende.
Siesta kræver sit af sin tilskuer. Det er ikke en actionfilm, ej heller et helt drama. Den nærmer sig mere over i
mysterie-genren og er til tider meget
surrealistisk.
Som tilskuer er man ikke helt klar over, hvor i historien man befinder sig. Det
svinger hele tiden frem og tilbage i en ikke-kronologisk orden. Derfor kan man hurtigt blive
hægtet af og synes, at filmen er noget værre møg.
Men hæng på, for det er en rigtig fin og
spændende historie. Den svæver rundt med ubesvarede spørgsmål og ikke-lukkede ender. Det er egentlig op til en selv at få skik på historien og den rette
sammenhæng.
Ellen Barin i rollen som Claire er ganske god og giver en fin præstation. I andre roller ses en sprudlende
Jodie Foster og en meget sensuel
Gabriel Byrne.
Siesta er en god og anderledes film, der kræver god opmærksomhed fra seeren. Men så får man også en
god filmoplevelse.