Den 4. juli vågner Claire (Ellen Barkin) op på en landingsbane ved Madrid.

Hun er omtumlet, forslået og blodig - og har absolut ingen erindring om de seneste fem dage. Hun aner ingenting, er kun iført sin røde kjole og står nu i Spanien uden en krone på lommen.

Langsomt begynder hendes hukommelse at komme tilbage, i små flashbacks og det er just ikke muntre minder fra de foregående dage. Hun bliver mere og mere overbevist om, at hun har slået en eller anden ihjel. Men hvem er hun heller ikke klar over, eller for den sags skyld hvorfor.

Det står hende klart at hun og hendes mand, Del (Martin Sheen), var ved at forberede et vovehalsstykke i Death Valley i USA, der skulle udføres den 4. juli. De skulle holde et stort pressemøde den 30. juni, men umiddelbart inden fik hun et brev fra sin tidligere kæreste, Augustine (Gabriel Byrne), i Spanien, og siden er alt tåget for hende.

Siesta kræver sit af sin tilskuer. Det er ikke en actionfilm, ej heller et helt drama. Den nærmer sig mere over i mysterie-genren og er til tider meget surrealistisk.

Som tilskuer er man ikke helt klar over, hvor i historien man befinder sig. Det svinger hele tiden frem og tilbage i en ikke-kronologisk orden. Derfor kan man hurtigt blive hægtet af og synes, at filmen er noget værre møg.

Men hæng på, for det er en rigtig fin og spændende historie. Den svæver rundt med ubesvarede spørgsmål og ikke-lukkede ender. Det er egentlig op til en selv at få skik på historien og den rette sammenhæng.

Ellen Barin i rollen som Claire er ganske god og giver en fin præstation. I andre roller ses en sprudlende Jodie Foster og en meget sensuel Gabriel Byrne.

Siesta er en god og anderledes film, der kræver god opmærksomhed fra seeren. Men så får man også en god filmoplevelse.