Katrine (Sidse Babett Knudsen) skal giftes med sin Jonas (Søren Byder), og alt ånder fryd og gammen. Men to dage før brylluppet, kommer en gammel ven på besøg. Det er svenskeren Thomsen (Björn Kjellman). Han var tidligere kæreste med Katrines søster Mette, men stak af til Kenya to år tidligere, og efterlod Mette (Lotte Andersen) dybt ulykkelig med knust hjerte, som resulterede i ophold på den lukkede afdeling på Bispebjerg. Man aner hurtigt, at der også har været lidt krims-krams mellem Katrine og Thomsen.

Jonas' kammerater holder polterabend for ham, og det er en af den slags åndssvage polterabender, man åbenbart skal holde. Med masser af bajere, en stripper og derefter bowling.

Katrines veninder holder ligeledes polterabend, blot uden Katrine, for hun har glemt alt og farter rundt med Thomsen i hans Fiat 128 for at skaffe noget nyt, noget gammelt, noget blåt og noget lånt. Her ser man Sidse Babett Knudsen og Björn Kjellman i noget af den sødeste skævert, som de bare spiller så absolut troværdigt.

Filmen rummer en del komiske indfald, men alvoren lurer, og det gør den til en seværdig film. En af de skuespillere, jeg vil fremhæve, er Lotte Andersen i rollen som den psykisk syge Mette. Hun spiller med en sårbarhed og finfølelse, at man har lyst til at give hende et trøstekram, men hendes usynlige venner, bl.a. sangeren Jimmy Jørgensen, kunne man godt være foruden.

Sidse Babett Knudsen er bare dejlig i rollen som Katrine, der så gerne vil sige det rigtige, men når hun åbner munden, er det de forkerte ord, som kommer ud. I en birolle ses Vigga Bro, som Jonas' mor, og det er et dejligt gensyn med denne skuespillerinde. Alt i alt en okay film, men heller ikke mere end det.