

Kort tid efter terrorangrebene i USA i 2011 arbejder
Ray Kasten (Chiwetel Ejiofor) efterforsker for FBI's antiterror-enhed i Los Angeles. Her arbejder han tæt sammen med
Jess Cobb (Julia Roberts), der er efterforsker for distriktsanklageren.
Den Harvard-uddannede advokat
Claire Sloan (Nicole Kidman) er nyansat assistent hos distriktsanklageren i samme by. Og Ray
forelsker sig allerede ved første møde i den smukke kvinde, der dog netop er blevet forlovet.
De tres skæbner bliver for altid knyttet sammen, da Jess' datter bliver
voldtaget og brutalt myrdet lige ved den moske, antiterror-enheden har under observation. Selv om de finder frem til gerningsmanden, viser det sig umuligt at få stillet ham til
regnskab for sine forbrydelser.
Jess flytter udenfor byen, mens Ray helt vælger at forlade FBI og flytte langt væk. Men 13 år senere mødes de alle tre igen, da Ray mener at have fundet
nye spor i sagen. Trods protester fra Jess, går Claire, der nu selv er distriktsanklageren, modstræbende med til at
genåbne sagen.
Efter meget besvær lykkes det Ray at
lokalisere den mistænkte i sagen. Men under anholdelsen bliver en betjent dræbt og kort efter afslører Jess overfor Claire og Ray, at den mistænkte
umuligt kan være gerningsmanden til det 13 år gamle drab på hendes datter.
Jess hævder nemlig, at hun, kort efter Ray sagde op og flyttede fra Los Angeles,
dræbte gerningsmanden og begravede ham i sin baghave. Men Ray har sine tvivl ...
Man skal holde tungen lige i munden, når man ser
Secret in Their Eyes. For der springes konstant frem og tilbage mellem hændelserne for 13 år siden og nutiden. Det kan til tider blive en anelse
forvirrende.
Det sagt, så er
Secret in Their Eyes alligevel en rigtig god og seværdig film, der byder på et både spændende og medrivende plot.
Billy Ray, der har stået for såvel manuskript som instruktion, levner desuden plads til en del drejninger undervejs, så filmen aldrig bliver forudsigelig.
Skuespillet er
glimrende. Men det burde man så også kunne tilade sig at forvente, når der som her er linet en
stjerneparade af skuespillere op.
Julia Roberts portræterer fornemt den livsglade kvinde, hvis verden bryder sammen, da datteren bliver myrdet, og derpå nærmest trækker sig ind i sig selv. Men også samspillet mellem
Chiwetel Ejiofor og
Nicole Kidman er fremragende.
Teknisk set er der ikke en finger at sætte på noget som helst. Både billed- og lydkvalitet er
helt i top.
Jeg vil ikke tøve med at anbefale
Secret in Their Eyes, hvis man er til en god thriller. Men må så også indrømme, at den megen springen frem og tilbage mellem fortid og nutid
trækker ned i den samlede vurdering.