43 år i træk er "Stormin' Norman Warner" blevet kåret som årets lærer på Fallbrook Middle School, men under ceremonien til den 43. gang, falder han om og dør af hjertestop.

Dette bliver en tung arv at løfte for hans søn, biologilæreren Matt. Dels er han ikke en særlig dygtig lærer, dels er han heller ikke særlig populær blandt eleverne.

Der bliver naturligvis ansat en ny lærer som erstatning for Norman Warner, og det er en ung spændstig ambitiøs mand,
Mr. D, der kommer på banen. Allerede under den første morgensamling, tager eleverne ham til sig.

Mr D. formår at gøre sit fag, historie, til en medlevende forestilling, og ungerne elsker ham. Det gør Matt derimod ikke. Han kæmper for at få titlen som årets lærer.

Det er en typisk amerikansk sødsuppe film, så der ikke er et øje tørt. School of Life er så fyldt med klicheer, at man ikke lige ved, om man skal le eller græde. Og så ender man med at gøre begge dele, og det trækker et enkelt klaptræ op. For der er visse aspekter i historien, som gør, at den er nogenlunde okay, trods alt. Den hiver sig lige op over punktet "to fingre i halsen, så galden kan komme ud og frisk luft ind".

Det er de sædvanlige problematikker, der hives frem i lyset: Undervisning, kærlighed, misundelse, entusiasme og respekt for hinanden. Det er set så mange gange før, også meget bedre.

Trods klicheerne er filmen til tider en lille bitte smule hjertegribende, men den store filmkunst er den ikke, og det er ikke en film, man husker på sigt.