Hun er en ganske almindelig sød og artig skolepige. Lige indtil den dag hun og hendes klassekammerater møder en gruppe voldtægtsmænd under en klassetur i skoven.

De voldtager pigerne og dræber dem alle - undtagen hende. Hun undslipper og bliver fundet af en videnskabsmand, der tager hende til sig. Han kreerer en robotlignende krop til hende og en buddhistisk præstinde giver hende kraften fra de afdøde veninders sjæle.

Nu vil hun have hævn. Og det skal ikke gå stille for sig. Hun er nu den ultimative dræber og hævner. Hun skyr ingen midler og alle skal dø - helst så pinefuldt og opfindsomt som muligt ...

Samurai Princess (Samurai purinsesu: Gedô-hime) er rendyrket japansk splat på splat. Der er pumpende blod i stride strømme, afhuggede lemmer fyger om ørerne på ofrene (hvis de da stadig har ørerne), blævrende hjernemasser i åbne kranier, øjenæbler og andre legemesdele i suppen og så videre. Alt sammen serveret med et rigtig stort glimt i øjet.

Humor mangler der i hvert fald heller ikke, og opfindsomheden samt speciel effects er fremragende. Men alligevel fænger Samurai Princess ikke så meget, som for eksempel Tokyo Gore Police og The Machine Girl, der begge kører samme tema og stort set samme historie.

Tempoet i Samurai Princess er højt. Alt foregår i vanvittig fart, og der er næsten ingen stille stunder. De 82 minutter filmen varer, går ufattelig hurtigt. Men historien halter lidt og virker en anelse for søgt.

Kan man lide splattefilm og vel at mærke disse nye japanske splatterfilm om søde skolepiger med hvide knæstrømper og skoleuniform, der forvandles til bizarre dræbermaskiner, er Samurai Princess en af de film, der skal stå på hylden sammen med Tokyo Gore Police, RoboGeisha og The Machine Girl.

Det er blodigt, tempofyldt og med meget høj underholdningsværdi. Man skal bare ikke være sart eller sippet. Det kan virke meget voldsomt og ulækkert.