Katie (Julianne Hough) er på flugt og tager bussen på må og få. Uden planer eller mål.

Da bussen gør et kvarters hold i en pitoresk, lille by, Southport, beslutter hun sig for at blive et lille stykke tid. Hun lejer en hytte i skoven, får et arbejde på cafeteriaet og langsomt får hun et venskab med naboen Jo.

Katie møder købmanden Alex (Josh Duhamel), der er alene med sine to små børn, Josh og Lexie. Katie begynder at sænke paraderne, og bliver mere og mere involveret i Alex og hans lille familie.

Men fortiden er lige i hælene på hende, og hun må snart træffe en beslutning: Enten at flygte endnu engang eller se fortiden i øjnene ...

Instruktøren bag Safe Haven er Lasse Hallström, og han er en blændende instruktør. Men nu virker det som om, han har solgt ud. Safe Haven er nærmest en ny udgave af hans tidligere En ny dag i livet. Æv da også.

Han har ellers stået bag produktioner som En sand løgn og Casanova. Begge fremragende og gode film.

Men Safe Haven er så frygtelig forudsigelig, at jeg sad med den fornemmelse, at jeg havde set den før. Jeg var helt overbevist om det, men det kan være jeg måske har læst bogen?

Skuespillet er som sådan okay. Julianne Hough er udmærket i sin rolle og giver et fint modspil til Josh Duhamel. De to børn, Noah Lomax (Josh) og Mimi Kirkland (Lexie), er rigtige gode i deres roller.

Førstnævnte som en lidt vranten, lille dreng, der ikke ønsker en ny kvinde i familiens liv. I modsætning til søsteren, der meget gerne vil have et moderforbillede.

Karakteren sniger sig lige op på de tre klaptræer. For alt i alt er Safe Haven en okay, men forudsigelig, amerikansk mainstream film, man kan hygge sig med en kedelig dag. Men jeg foretrækker andre film med samme tematik - kvinde på flugt fra fortiden. For eksempel I seng med fjenden.