

Katie (Julianne Hough) er på flugt og tager bussen på må og få. Uden
planer eller mål.
Da bussen gør et kvarters hold i en pitoresk, lille by,
Southport, beslutter hun sig for at blive et lille stykke tid. Hun lejer en
hytte i skoven, får et
arbejde på cafeteriaet og langsomt får hun et venskab med
naboen Jo.
Katie møder købmanden
Alex (Josh Duhamel), der er alene med sine to små børn, Josh og Lexie. Katie begynder at sænke
paraderne, og bliver mere og mere involveret i Alex og hans lille
familie.
Men
fortiden er lige i hælene på hende, og hun må snart træffe en
beslutning: Enten at flygte endnu engang eller se fortiden i
øjnene ...
Instruktøren bag
Safe Haven er
Lasse Hallström, og han er en blændende instruktør. Men nu virker det som om, han har solgt ud. Safe Haven er nærmest en ny
udgave af hans tidligere
En ny dag i livet. Æv da også.
Han har ellers stået bag produktioner som
En sand løgn og
Casanova. Begge
fremragende og gode film.
Men
Safe Haven er så frygtelig forudsigelig, at jeg sad med den fornemmelse, at jeg havde set den før. Jeg var helt
overbevist om det, men det kan være jeg måske har læst bogen?
Skuespillet er som sådan okay.
Julianne Hough er udmærket i sin rolle og giver et fint modspil til Josh Duhamel. De to børn,
Noah Lomax (Josh) og
Mimi Kirkland (Lexie), er rigtige gode i deres roller.
Førstnævnte som en lidt
vranten, lille dreng, der ikke ønsker en ny kvinde i familiens liv. I modsætning til søsteren, der meget gerne vil have et
moderforbillede.
Karakteren sniger sig lige op på de tre klaptræer. For alt i alt er
Safe Haven en okay, men forudsigelig, amerikansk
mainstream film, man kan hygge sig med en kedelig dag. Men jeg
foretrækker andre film med samme tematik - kvinde
på flugt fra fortiden. For eksempel I seng med fjenden.