

Bridgestone eller Michelin? Goodyear eller Pirelli? Valgmulighederne har unægtelig være temmelig begrænsede, da instruktøren,
Quentin Dupieux, skulle besætte
hovedrollen i denne noget anderledes historie.
Hovedpersonen er nemlig et
dæk. Sådan et af de der runde, man normalt forventer at finde i de fire hjørner af en bil. I denne sammenhæng er dækket så bare
ikke helt almindeligt.
Dækket vågner således op på en støvet losseplads med
selvbevidsthed. Ikke nok med det, for dækket har også
psykokinetiske evner.
De psykokinetiske evner betyder i denne sammenhæng, at det selvbevidste dæk kan få dyr og menneskers hoveder til at
eksplodere i et sandt orgie af
blod og legemsdele. Og det er en evne, der bliver anvendt hyppigt gennem fortællingen.
Det starter med flasker og dåser, men langsomt får dækket opbygget sin psykokinetiske
styrke. Og efter at være blevet ramt af bil på en støvet landevej gennem ørkenen og senere smidt ud af et lurvet motelværelse, begynder det at trække et
blodigt spor ...
Imens er en gruppe
tilskuere med på sidelinien. Tilskuerne, og deltagerne i handlingen, mener nemlig, at begivenhederne er
iscenesat. Og det er da også. Eller er de?
Rubber er en meget underlig film - for at sige det mildt. Handlingen kan bedst beskrives som lettere diffus og meget, meget
surrealistisk.
Men alligvel er
Rubber en film, man ikke bare kan overse. Specielt ikke, hvis man allerede er begyndt på den. For så
hænger man bare uløseligt fast, for at se hvad der videre sker og om der overhovedet er en mening med galskaben.
Den
dybere mening udebliver så, kan jeg dog sfsløre, men det betyder faktisk slet ikke noget. For filmen tager fra start til slut så mange
bizarre drejninger, at det mere end opvejer den manglende mening med begivenhederne.
At klistre en label på
Rubber er svært. Ret beset burde filmen rubriceres som en
splatter - mængden af blod, legemesdele og hjernemasse berettiger til det.
Omvendt er
Rubber så underholdende og plottet, eller manglen på samme, så
fascinerende, at filmen ikke rigtig passer ind på en forudbestemt hylde. Den er sgu sin egen.
Til gengæld er der så meget ironi og groteskhed, at jeg valgte at kalde det for en komedie.
Rubber gav i hvert fald god underholdning og
masser af grin i løbet af de 82 minutter, den løber over skærmen.
Om ikke andet, så slog slutningen, der er både overraskende og meget morsom,
hovedet på sømmet!