I en zoologisk have et eller andet sted i Nordeuropa går alt sin vante gang.

Dyrene ser ud til at være nogenlunde tilfredse og den tilknyttede dyrlæge, Rupert Berner (John Aldrich), går troligt sine runder og tilser dyrene. Blandt andre tigeren Gladys, der må bedøves, så hendes lille unge kan fjernes til tryggere rammer. Gladys er ingen god mor, for hun æder sine unger og den sidste overlevende er begyndt at æde hendes dievorter, så ungen skal fjernes.

Berners kæreste, journalisten Laura Schwarz (Lorraine De Selle), er heller ingen god mor - i hvert fald ikke set med datteren Suzys (Louisa Lloyd) øjne. Mor er for meget væk og lader Suzy passe sig selv, godt nok under kyndig vejledning fra mors stemme - optaget på telefonsvareren.

Pludselig en aften begynder dyrene i den zoologiske have at opføre sig mildest talt besynderligt. Men det er ikke kun i havens indespærringer, der er røre. De første dyr, der begynder at udvise særdeles aggressiv adfærd, er kloakrotterne, som kommer frem fra deres underjordiske liv og går direkte til angreb på først en sagesløs kat og dernæst et sagesløst, elskende par i en bil.

Politiet er straks på sagen og tilkalder også Rupert Berner. Efterhånden indløber der flere og flere meldinger om aggressive elefanter, tigre, geparder, bjørne og andre farlige dyr.

Der har åbenbart været et udslip af PCP (englestøv) i drikkevandet. Og nu er alle dyrene forvandlet til frådende og vrede dyr, der tager hævn over de kummerlige forhold, de har levet under.

I starten af Rovdyrenes nat (Wild beasts - Belve feroci) proklameres der, at ingen dyr har lidt overlast under optagelserne. Fint nok - men hvad med menneskerne? For det er godt nok nogle drabelige scener indimellem.

Jeg kunne sagtens sable denne film ned. Dårlig lydkvalitet, halvdårlig billed-ditto, elendigt skuespil og rædselsfuld dubbing - men ... det hører sig egentlig til i denne 28 år gamle sag. Det er ren nostalgi. Og historien som sådan er rigtig god.

Jeg blev rigtig godt underholdt undervejs og mere vil jeg ikke forlange. Det er jo ikke verdenskunst, men derimod en fin, lille italiensk kitch-horror, som jeg uden tøven vil se igen.

Instruktøren Franco Prosperi har blandt andet stået bag dokumentarene Mondo Cane 1+2, hvor der også gives et hak i tuden over den måde vi mennesker behandler dyr på. Og derfor er det med et glimt i øjet, at Prosperi nu med Rovdyrenes nat giver dyrene mulighed for at flænse, rive, flå og hakke deres plageånder.

Derudover er der et lille tvist, som jeg synes er ganske henrivende, hvis man kan bruge dette ord i denne sammenhæng, men det må I selv have til gode. Men glæd Jer ... Rovdyrenes nat er helt klart en fin gyserfilm med et godt budskab og yderst underholdende.