

Vi danskere har på en eller anden måde et særligt forhold til den engelske skuespil-forfatter
William Shaespeare. Han har jo trods alt begået
Hamlet, som har gjort Danmark næsten lige så verdensberømt som
Den lille havfrue,
Tivoli og
Christiania.
Men Shakespeare stod bag mange andre pragtfulde historier. Herunder blandt andet
Richard III, der i bund og grund handler om en adelig krøbling, der via svig, bedrag og mord bliver
Englands konge, og som med at få vidtrækkende konskvenser for såvel ham selv som England.
I rollen som den manipulerende Richard ses
Laurence Olivier, der også har produceret, instrueret og sågar været med til at skrive manuskriptet. Det er en rolle, som har formår at
fortolke ganske ypperligt. Desværre kan man måske sætte lidt tvivl ved hans evner som instruktør og manuskriptforfatter,
Hovedparten af filmen er faktisk
dræbende langsom, den gode historie til trods. Ganske som Shakespeare oprindelig tiltænkte stykket, er det som at se det på en scene, hvor det meste af handlingen foregår i få og simple kulisser. Først i den sidste del af filmen, hvor kong Richard skal møde sine senere banemænd på slagmarken, bevæger handlingen sig udenfor
imitationen af de skrå brædder.
Og hvad der her skal illudere et stort slag med tusinder af krigere på hver side, bliver til scener med få skuespillere i nærkampe med lejlighedsvise glimt af det trøstesløse landskab. Først da filmen når til de berømte ord -
"En hest! En hest! Mit kongerige for en hest!" - får man virkelig lov at se kong Richard som det ensomme menneske på de store vidder. Men kun kortvarigt, for han skal jo møde sit endeligt ...
Filmens alder viser sine sjove spor mange steder. Blandt andet er det tydeligt, at mange af skuespillere føler sig mere hjemme på en scene end foran et kamera. Det vidner såvel mimik som stemmeføring tydeligt om. Ligeledes er det også tydeligt, at det ofte er teaterlys, der bliver anvendt, da skyggerne ofte falder direkte unaturligt.
Men gør alt dette filmen ringere? Både ja og nej. Ja, hvis man forventer et udstyrsstykke a la moderne udgaver af Ivanhoe. Men bestemt nej, hvis man vil se og opleve en
mesterlig fortolkning af en af Shakespeares store tragedier, hvor hovedrollen spilles af en de bedste fortolkere nogensinde.
Richard III er en klassiker, der bør ses og opleves. Også selv om de over to en halv time visse steder kan virke som en evighed. Filmen er trods alt den tidsmæssige investering værd!