Kriss (Anders Matthesen), der er psykisk syg og har myrdet sin egen mor, er indespærret på en lukket afdeling. Her lever han et nogenlunde liv, hvor han har delt verden op i godt og ondt.

Hovedparten af sin tid bruger han sammen med vennen Willy (Morten Suurballe) på at se den samme film, Rene Hjerter, igen og igen. Filmen er en gammel sort/hvid-film, der beskriver pigen Lindas trængsler i livet, og den er for Kriss og vennen blevet et omdrejningspunkt i livet.

Da Kriss ikke længere må bruge sine dage på at se filmen igen og igen, sætter han sammen med Willy ild på den lukkede afdeling, så de sammen kan stikke af. Målet med flugten er, at finde den Linda, der må findes ude i virkeligheden. Samtidig vil de finde lykken.

Flugten udvikler sig dog hurtigt voldeligt og, ikke mindst, uheldigt for Willy. Kriss bliver hvirvlet med af begivenhederne og fører dem selv videre i jagten på skuespilleren bag filmpersonen Linda. Det hele kulminerer, da han langt om længe møder sin drøm.

Anders Matthesen formår med denne film, at vise endnu en ny side af sig selv. Denne gang som karakterskuespiller. Og det gør han bestemt ikke uden evner.

Selv om man de første ti minutter ikke kan lade være med at sidde med uforløste lattermuskler, fordi man automatisk forventer noget morsomt fra "Anden", så formår Anders Matthesen at spille sin rolle med dybde og masser af sjæl. Sammen med gode præstationer fra mange af øvrige skuespillere, formår han at give filmen et ekstra pift.

Jeg må indrømme, at jeg er imponeret over Anders Matthesen i denne velspillede film. Han henter alene det ene klaptræ.