Den 90-årige Zev Guttmann (Christopher Plummer) er en af de sidste overlevende fra Auscwitz. Han bor på et plejehjem sammen med sin ven Max (Martin Landau), der også overlevede rædslerne i Auscwitz, hvor både hans og Zevs familie blev dræbt.

Max har brugt meget tid på at opspore blokføreren fra kz-lejren. Han flygtede til USA efter krigen og har skiftet navn fra Otto Wallisch til Rudy Kurlander. Det er denne blokfører, der er ansvarlig for begges familiers død.

De to venner har aftalt, at den dag Zevs kone dør og sørgeperioden, Shiva, er ovre, skal Zev opsøge Rudy Kurlander og dræbe ham. I følge Simon Wiesenthal Centret eksisterer der "kun" fire Rudy Kurlander i USA.

Nu er Zevs kone, Ruth, død, sørgetiden er ovre. Tiden er inde til hævn. Men Zev er dement.

Derfor har Max udfærdiget et brev, hvor han nøje har udpenslet planen, ruterne, hotellerne osv. Med dette brev i hånden begiver Zev sig ud på sit hævntogt ...

Hold nu op! Hvor er det længe siden, jeg har set et så spændende, uforudsigeligt drama. Spændingen bygges langsomt op og netop fordi det går så langsomt, bliver sympatien og forståelsen overfor Zev større og større.

Christopher Plummer (Vatikanet og Dragnet) yder absolut toppræstation. Jeg har aldrig oplevet ham så intens og dog så frygtelig sårbar.

Men det øvrige persongalleri er lige så stærkt og overbevisende. Det er en sand nydelse at se disse toppræstationer fra blandt andre Martin Landau (Max), Dean Norris og Jürgen Prochnow.

Remember er et smukt og yderst intenst drama, der fænger fra starten. Heldigvis er der ikke de gængse flashbacks til rædslerne fra kz-lejren. Alt handler om nuet, og en gammel mands løfte og hævngerrighed.

Især sidste tredjedel af Remember får en ud på den yderste kant af sofaen. Den byder også på og et tvist, man ikke lige havde set komme.

Jeg kan kun sige, at man ikke må snyde sig selv for dette drama. Den er uforglemmelig. Også efter flere gensyn.